— Han hjemsøger Fædrenes Synder
på Børnene — —
Jeg ser dig ej mer.
Det er straffen for brøden!
— Mit liv er forbi;
Men jeg sukker mod døden.
Så drukned hvert håb
I en rædsom erindren.
Så kort var min vår,
Ak, hvor lang bliver vintren?
Det træ, som et lyn
Slog til jorden i skoven,
Kan grønnes igjen
Og gro atter mod oven.
Den sårede hval,
Som harpunen har funden,
Kan sprænge sin line
Og flygte til bunden.
Men jeg kan ej løfte
Mit blik imod oven,
Og jeg kan ej stille
Min kval under voven.
Thi over og under
Jeg skuer kun brøden.
— Mit liv er forbi,
Og jeg sukker mod døden.
Jeg frygter den ej,
Der er intet at tage;
Du var jo mit alt,
Der er intet tilbage.
8de august.