Som Malmet hamres maa i Mentens Kamre,
Før Kongens Billed præges kan deri,
Saa smedes og i Livets Esse vi,
Hvor ømt vi end til Lykkens Drøm os klamre.
Og førend Prøvens Tid er helt forbi,
Før stanser ikke Livets travle Hamre.
Det hjælper ej at klynke eller jamre, —
Og vel, at ej vi kan os græde fri!
Thi éngang skal vi se det aabenbart,
At just i det, som ikke vi har villet,
Var Livets Lykke, Maalet for vor Fart.
Og derfor blev vor Sjæl paa Prøve stillet,
At den kan bære rent og purt og klart
For Lyset frem den store Konges Billed.