Paa Bjerget ligger den hvide Sne,
Mens Dalen damper af Hede.
I Dalen foldes hver Time ud
Et Liv af myldrende, unge Skud;
Det er et Under, vel værd at se,
Hvad Solen virker dernede, —
Men paa Bjerget ligger den hvide Sne.
Og Solen blinker til Bjergets Sne
Og pynter kjerligt dets Side:
Langs Foden Skovenes lune Nat,
Derover Graner og Birkekrat,
Højt oppe Enge, hvor Blomster le
Blandt Græs, der skinner saa vide, —
Men paa Toppen ligger den hvide Sne.
Og Solen skinner paa Sneen med;
Men Sneen smelter slet ikke.
Naar skær den tindrer i Straalers Dans,
Da er det, som i dens hvasse Glans
Et trodsigt Haansmil jeg kunde se:
«Mig skal du nok lade ligge!» —
— Saa kold, saa fornem, du hvide Sne!
