Jeg stod paa Skrænten ved Stranden —
Paa den brede, lerede Sti
Med fjorgammelt Løv langs Kanten
Og Pytter med Regnvand i.
En underlig blygraa Træthed
Laa paa det blanke Sund;
Bølgerne slikkede lydløst
Kystens stenede Grund.
Jeg tænkte paa al den Rigdom,
Som disse Uger har bragt,
Paa alle de straalende Timer
I Sol og Sommerpragt.
Jeg tænkte paa dig, mit Hjertes
Dejligste Sommerhaab,
Som vakte min Aand af Dvale
Og gav den Gjenfødelsens Daab.
— Da var det, som hele Naturen,
Fyldt af en hemmelig Gru,
Pludselig stansed sit Aandedrag
Et enkelt, bævende Nu.
Saa steg der en dirrende Susen.
Det lød, som den gamle Jord
Hviskede sine skælvende Børn
Et sagteligt Trøstens Ord.
Men Trøsten blev til en Klage,
Der slugtes af Havets Graa,
En Orgeltone, der bristed
Fjernt i det disede Blaa. —
— Var det Naturen, som bøjed
Sit Hoved for Dødens Hug?
— Var det den døende Sommer,
Der drog sit siste Suk?
