Den store spanske Kejser, Karl den femte,
Hvis Kæmperige rakte sine Rande
Fra Rhinens Flod til Stillehavets Strande,
Han sagde mange Ord, som nu er glemte.
Eet af dem fløj dog over Tidens Vande,
Sin Lykkes Maal i det han selv bestemte,
Det er det stolte Ord, Historien gjemte:
«Solen gaar aldrig ned i mine Lande!»
Tit paa den store Kejsers Ord jeg tænkte,
Naar i min Arm du hvilte øm og hed,
Og Lykkens Storm mig næsten Brystet sprængte.
Min unge smukke Dronning! mon du véd,
At du din Prins et Kejserrige skænkte,
Et Rige, hvori Solen ej gaar ned?
