Vi gik gjennem Skoven en Vinterdag
Med solklar Barfrost. De nøgne Trær
Stod sort med strittende Grenes Tag
Mod Luftens disede, hvidblaa Skær.
Vi løb mod Vinden som Børn i Leg.
Din Aande lyste, din Kind var rød.
Det frosne Løv under Foden skreg,
Og Sneblink funkled, hvor Solen skød.
Og ingen mødte os, hvor vi gik,
Af Jordens Aber i Tobéns-dragt;
Kun Skovens Dyr, med de store Blik
Og drejet Hals, paa vor Leg gav Agt.
Jeg syntes, Jorden var din og min,
Og hele Verden et Kirkehvælv,
Hvor Sjælenadverens Brød og Vin
Blev rakt os to af Naturen selv.
Til os var Skovdybets Stilhed gjemt,
For os sprang Sollysets blanke Væld,
For os blev Vindharpens Strenge stemt,
For os slog Rimen sit Perletjæld.
Og under Snedækkets kolde Pragt
Sov Vaarens Spirer sit Vinterblund. —
De vaagner, Elskte, ved Solens Magt
Til Liv en kvidrende Foraarsstund!