Naar Alpejægeren ved Vintertide
Af Isslag stanses nær en Afgrunds Rand,
Naar paa den glatte Skrænt hans Fødder glide,
Og ingen anden Redning findes kan —
Da saarer han sig selv tilblods og væder
Den frosne Skorpe med sit varme Blod,
Og langsomt, varsomt, Skridt for Skridt han træder
Frem i de vaade Spor med flænget Fod.
At døje al den vaandefulde Fare
For Livets Skyld! — Er det saa Ofret værdt?
Spørg Jægeren, min Ven! og han vil svare,
At netop Smerten gjør ham Livet kjært.
Og bedst — jeg véd det! — paa dets Værd du skønner,
Naar Afgrundssvælget gaber dig imod,
Naar alle Nerver zitre, Brystet stønner,
Og hvert et Skridt, du gaar, er kjøbt med Blod.