Jeg ser i hver en Gade
Paany de store Navne.
Men kan de mig erstatte,
Hvad dybest jeg maa savne?
Nej, dette Mausoleum,
Hvis Liv er en Erindring,
Kan mindst af Alting give
Mit syge Hjerte Lindring.
Hvad skal de døde Minder?
Jeg bærer selv herinde
Et Liv i Lyst og Smerte,
Saa stærkt som ingensinde.
Et Liv, som jeg maa dræbe,
Hvis ej jeg skal forbløde,
Og som dog ufortrødent
Hver Dag staar op af døde.
Og i min Digtning bygger
Til Trøst i tause Stunder
Jeg selv et Mausoleum
For Lykken, som gik under.