Ved Morgengry, ved Aftenlag,
Saa tit jeg kan og tør, min Ven,
Jeg tænker paa den favre Dag,
Da vi skal ses igjen.
Jeg gaar i Skoven tit med Lyst,
Hvor først til Kys din Mund du bød
Og gjemte Kinden ved mit Bryst,
Fordi den var saa rød.
Hint Sted, af dig og mig kun kjendt,
Dér hviler jeg ved Kildens Væld,
Hvor paa den bløde Bakkeskrænt
Vi sladred mangen Kvæld.
Da nynner jeg vor Vise tit,
I Tanken kysser jeg din Mund.
Dit Ord er mit, mit Hjerte dit
Til Livets siste Stund!