Jeg drømte, at jeg stod for Dødens Porte,
Isklamt imod mig slog det kolde Pust.
Jeg følte Angstens Sved paa Panden zitre
Og hvert et Lem i Feber sønderknust.
Sletintet saa jeg. Men min Hjerne vidste,
At al den Rædsel, som er Livets Frugt,
Laa gemt dérbag. Og skøndt min Fod var lænket,
Jeg vendte mig forvildet om til Flugt.
Da saa jeg dig. Du svæved mig imøde.
Som Sole lyste dine Øjne graa.
Og af en Ømhed var du gjennemstraalet,
Hvis Lige aldrig før min Tanke saa.
Du rakte mig din Haand og sagde: «Følg mig!»
Jeg tog den. Den var levende og varm.
Og Mørket om os veg til begge Sider,
Og foran os sprang Porten op med Larm.
Og fyldt af Salighed, saa høj og herlig,
Som Engle kun i Paradis den véd,
Med dig ved Haanden over Dødens Tærskel
Ind i det gaadetunge Mulm jeg skred.
Da vaagned jeg. Og Dagen om mig lyste.
Og Drømmens Rester flygted for dens Skær.
Og foran mig laa Livet, mørkt som Døden.
Og jeg var ene, — du var fjern, skøndt nær.