En Kjærlighed syg, krampagtig,
Af sær forvildende Art!
Forelskelsens stormende Higen
Tog aldrig hedere Fart.
En Kjærlighed uden Lykke,
Et eneste, sviende Savn:
Han elskede Digternes Konge,
Hint store, fremmede Navn!
Han kogled hans Muse til sig
Med flammende Trolddomssprog;
Dem nemmed i Nattens Timer
Hans Sjæl af en viet Bog.
Hun kyssed hans Mund og Øjne,
Hun kyssed ham ør og vild,
Og Kyssene gød ham i Sjælen
En Strøm af hærgende Ild, —
En Brynde, gejl og afsindig,
En Attraa, selvisk og kold,
En æggende, jamrende Længsel,
Afmægtig, vissen og gold.
Og Tiden lagde derover
Med hver en bristende Dag
Forkullede Planer og Drømme
I døde, stivnede Lag.
Men dybt under Asken lever
Endnu en skælvende Glød;
Endnu kan dens Aande stundom
Farve ham Kinden rød.
Da glimter det i hans Væsen,
Da lyser hans Øjnes Brand;
Da kjendes det klart som Dagen,
At han er en mærket Mand.