Højerup KirkeEt Sagn.Der hvor Klinten sig hæver mod Sky, Trods Bølgens evige Furen,Knejser en Kirke ved Højerup By, Og Sagnet bygger bag Muren:Maagen haver saa styg en Røst, Hun kan ikke liflig synge,Skriger hun om den liden Baad, Som tør paa Bølgerne gynge.Skyen puster sig op saa stor, Og Stormen foer af dens Munde,Tumler saa med den liden Baad Alt over de dybe Bunde.Bølgen ejer saa bred en Ryg, — Den maa være stor, som vil ride —Kaster den af hiin liden Baad Og sparker imod dens Side.Skipperen stander med Haand paa Roer Agterst i Stavnen ude;Det var vel ikke den første Gang, Han hørte en Storm at tude.Pløjet havde han mangen Sø, Og faret for mange Vinde,Vide over det salte Hav Vidste han Vej at finde.Her dog sveg ham hans gode Kraft, Det havde forlængst han sporet,Roret lystred ej meer hans Haand, Og Baaden lystred ej Roret.Kraften kommer med Manddomsaar, Med Manddomsaar den og falder,Troen fødes i Barndomstid Og blomstrer i Oldingsalder.Kraften viger for større Kraft, Men Troen kan Ingen bøje,Dannemands Tro var altid stærk, Den lyser ham af hans Øje.Skipperen slipper det stridige Roer, Kaster sig ned i Stavnen:„Hellige Jomfru, Du, som saa tidt „Førte mig frelst i Havnen:„Hjemme græder min trofaste Viv, „Alt medens Stormene tude,„Hendes Hjerte vil briste derved, „Dersom jeg bliver herude.„Djævelen farer saa vide om Land, „Lægger de onde Snarer,„Hvo skal vogte mit lidet Barn „Fra de truende Farer.„O, hvis Du beder din hellige Søn, „Og vil min Frelse bevirke,„Hist paa Stevens knejsende Klint „Bygger jeg Dig en Kirke.“Da han knæled i Stavnen ned, Brøled Vindene vilde,Da han rejste sig fra sin Bøn, Luftede de saa milde.Da han knæled, den sorte Sky Sejlede tungt foroven,Da han rejste sig fra sin Bøn, Skinned Guds Sol paa Voven.Stod ham da bi hans gode Kraft, Som før han havde forloret,Roret lystred hans stærke Haand, Og Baaden lystrede Roret.Der, hvor Klinten sig hæver mod Sky Alt med sine brede Rygge,Knejser en Kirke ved Højerup By, Den lod hiin Dannemand bygge.Klinten giver hvert Aar sin Skat Til Bølgens graadige Munde,Højerup Kirke til Forfald Synes hastig at stunde.Yderst blev den paa Klinten sat Og vilde vel styrte i Vandet,Droges den ej hver Julenat Et Hanefjed ind i Landet.Saa haver den staaet mangt Hundredaar, Og det har slet ingen Fare,End haver Christus ej mistet sin Magt, Han skal sin Kirke bevare.Lad Klinten styrte hvert evige Aar, Og trindtom synke til Grunde,Højerup Kirke blier aldrig et Rov For Bølgens graadige Munde.