Det tænkte Kong Gorm den bolde,
Og meldte det højt i Hal:
Tilsammen de Smaa bør holde,
Hvis Stort de virke skal.
Om ej i de tydske Krige
Dansken skal lide Meen,
Maa det splittede Rige
Ikkun styres af Een.
Saa talt! Og Sværdet blev draget;
— Det maatte Kong Gorm forstaae! —
Fra Tronen Konger blev jaget,
Han satte sig selv derpaa.
Det tænkte Thyra med Ære,
Hun sad i sin stille Bo:
Marken maa have et Gjærde,
Hvis Sæden i Fred skal groe.
Højt maa det knejse mod Oven,
Tæt maa det slutte omkring,
De vilde Dyr i Skoven
De gjøre saa høje Spring.
Saa tænkt! Fredsværket at føje
Det maatte Thyra forstaae,
Mens Gjærdet blev rejst det høje,
Hun varede selv derpaa.
Dog skjøndt een Gjerning de vilde
Og stode hinanden saa nær,
Maatte dog Eet dem skille
Altid i Verden her.
Thi Gorm lod Hornene gjalde,
Kun Kampen hued ham vel,
Guderne i Valhalle
Ejed hans hele Sjæl.
Men Thyra vandrede stille
Til Fredens Gjerning from
Og elskede højt den milde,
Fredsæle Christendom.
I Jelling stande to Høje,
Der lagdes de Tvendes Been,
Stolt seer hver Dannemands Øje
Den mægtige Runesteen.
Men af de Høje beskygget,
I Kløften mellem dem,
Er der et Guds-Huus bygget
Og staaer over Toppene frem.
Det staaer, som kunde det virke,
At selv i Dødens Ro
Skulde Christi Kirke
Skille de ædle To.
