Hver Gang jeg sørger og ved Livet væmmes,
har du mig stedse trøstet;
ved Synet af din Kraft, som aldrig tæmmes,
voxer min Energi paa Ny i Brystet.
Bjærge og Dale ser jeg snelt forsvinde,
naar vi forbi dem sprænge;
imod min Pande slaa de friske Vinde,
og Solens Straaler til mit Hjærte trænge.
»Stræk ud, min Hingst,« jeg raaber, kjærlig bøjet
over din skjønne Manke,
og flux du lystrer, dansende fornøjet,
fyrig og stolt og hurtig som min Tanke.
Og fremad da, mens du med Nakken knejser,
i Vindens Spor du løber,
og med din jærnbeslagne Hov du rejser
en Sky af Støv, der tæt om os sig svøber.
Da glemmer jeg hver Skuffelse, der mødte
mig i min Kamp med Krybet,
saa stolt som Englen, hvem et Magtbud stødte
en Gang fra Himlen ned til Afgrundsdybet.
Med ingen jordisk Magt jeg vilde bytte
den Salighed, der fylder
mit Bryst, saa snart jeg ser den kjære Hytte,
som Aftensolen rødmende forgylder.
Il, Kammerat! Forkort den Vej, der fjærner
mig fra min Lykkes Eden,
at snelt jeg naar det Hus, hvor tvende Stjærner
lyse saa mildt for mig og Kjærligheden!
Ja, lad din Manke frit for Vinden flagre,
idet du fremad iler!
Da skal du se, hvor glad jeg i min fagre
Venindes Favn igjen mit Hoved hviler.