„Haab, Søster!“ — siger Vinden
til Blomsten, som i Sommeraft’nens Hede
føler i Afmagt Kræfternes Forsvinden. —
»Giv ikke tabt i Nøden!
En liflig Draabe Dug alt holdes rede,
og jeg skal bringe den med Morgenrøden.«
Da ser den visne Blomst med løftet Pande
mod Solen, som gaar ned bag fjærne Strande.
»Haab!« — siger Herrens Stemme
til den Forladte. — »Ikke mer du græde!
stands dine Suk og søg din Sorg at glemme!
Bed! thi en Bøn fra Hjærtet
kan opnaa Alt, og fra mit hellige Sæde
jeg sender Haab, naar Modgang dig har smærtet.«
Da glemmer han sin Sorg, og mod det Høje
han hæver atter tillidsfuld sit Øje.
Til mig en elsket Læbe
sagde det Samme: — »Haab!« — i Afskedsstunden,
da Smærten trued med mit Mod at dræbe.
»Haab! thi maa nu du lide,
skal snart, naar kun en føje Tid er svunden,
den, som du elsker, være ved din Side!«
Og uden Klage gjør jeg, hvad der kræves;
jeg haaber altid, altid dog forgjæves.