Jeg véd, at jeg skal dø før du; til Maalet
min Bane hastig gaar;
thi dybt har i mit Bryst du trykket Staalet,
der gav mig Ulivssaar.
Da vil min Aand, som aldrig Modstand kjendte
og til sig selv har Lid,
sætte sig ned ved Dødens Port og vente,
til du er kommen did.
Og mens jeg venter dér med trofast Tanke,
vil Aar for Aar gaa hen,
og endelig vil du paa Porten banke —
Hvo banker ej paa den?
Og da, idet din Skyld vil vorde slettet,
naar du til Syndebod
i Dødens rene Vande dig har tvættet
som i en Jordans Flod —
vil dér, hvor Livets Larm med Et forstummer,
naar den mod Graven slaar,
lig Bølgen, der med Støj mod Bredden skummer,
men derpaa tavs forgaar —
dér, hvor vor Sjæl er for hvert Baand befriet,
i Evighedens Skjær —:
Alt, hvad vi To i Livet har fortiet,
vil vi udtale dér.