I den mørke Krog i Salonen
var Harpen til Side sat;
dér stod den ensom og støvet,
af sin Frue glemt og forladt.
I dens Strænge slumred der Toner,
som Fugle i Grenenes Ly,
og ventede kun paa de Fingre,
der lokke dem frem paa Ny.
Ak! saaledes Digteraanden
tit slumrer i Sjælens Vraa
og venter som Lazarus Røsten,
der siger: »Stat op og gaa!«