Har jeg med Oprørs Smuds din Renhed blandet,
saa i Forvildelse din Byrd du skjænder,
o Frihed, skjuler jeg i mine Hænder
mit Ansigt, og jeg hulker: vær forbandet!
Og naar da Harmen har mig overmandet, —
et bittert Haansord paa min Læbe brænder;
med Afsky alt min Fod til Flugt jeg vender —
og dog jeg følger dig; jeg kan ej Andet.
Jeg kan ej Andet; ned for dig jeg falder;
min Vilje styrer du, mit Liv du fylder,
og til min Død jeg dig min Afgud kalder.
Du ligner hin Forræderske, vi skylder
den første Kjærlighed i Ungdomsalder;
jo mer hun sveg, jo mer hun os fortryller.