32. For Sønderjylland
Som: Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden.
Som: Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden.
Med dæmpet Hulken rinder Ejdrens Vover,
og Thyras Vold har tabt sin Minderøst,
lydløse Taager holde Vagt der over,
og Vinden er som Suk fra Aanders Bryst;
og vil en ensom Fugl i Dal og Enge
sit gamle Hjem forlyste med en Sang
og kvidre: „Danmark dejligst Vang og Vænge!“
ak, paa dens Tunge dør den vante Klang.
Det er saa tyst! — Men daler Sol bag Høje,
og Bonden flytter hjem sin trætte Fod,
da gaar der store Syner for hans Øje,
og stærke Toner juble ham imod,
da blusser Bavnen fra de spredte Bakker,
da knalder Skud paa Skud fra Grøft og Hegn,
da kjender han de blaa Soldaterfrakker,
da vifter Bøgens Gren som Sejerstegn.
Da ser han „Danebod“, den lyse Kvinde,
da ser han „Folkedrotten“ højt til Hest,
og alle de, han bærer bedst i Minde,
forbi ham storme som en Nordenblæst;
det pusler sælsomt her i Dødninghaven,
hver Kriger rejser sig fra Hvilen sød;
der gaar et Sagn: Den har ej Ro i Graven,
hvis elskte end i Livet lide Nød.
Ej ræddes Bonden; stærke Tanker trænge
sig i hans Hu, hvor Modet fast forgik;
i Hjemmet har hans Viv ham ventet længe:
der er han! hvilken Højhed i hans Blik!
O Fædreland! o lyt til Bondens Tale,
som Viv og Børn nu styrk dig ved hans Røst
„Snart kommer Dagen! alle Haner gale!
selv Døden varsler Livet paa vor Kyst!“