Held den Mand, som Guld og borget Hæder
Rolig overgav til Daarers Lyst,
Men i Nöisomhed og jevne Sæder
Fandt et Væld af Fryd og Haab og Tröst!
Han, som saae, at ussel jordisk Lykke
Let svandt hen som Göglelysets Dunst,
Og som sit og Sines Held vil bygge
Kun paa Flid, og ei paa Hofmands Gunst.
Han, som Venskabs Helligdom ei sælger,
Rört af Smiger, Ahner eller Guld,
Men kun den til Ven og Broder vælger,
Som er ærlig, god og vennehuld.
Held ham! om end Modgangs-Stormen suser,
Tryg han nyder dog den Godes Fryd,
Og ei Lykkens Bæger ham beruser,
Den kun styrker ham til mandig Dyd.
Vennelaugets Lyst ham dobbelt smager,
Den er Lön for troe og gavnlig Flid,
Og hver Broder ham med Smiil modtager;
Fölger Glæden ham ei stedse did?
Naar en god og from og værdig Pige
Skiænker ham sit Hierte og sin Haand,
Aldrig han sin Eed og Pligt vil svige,
Ukiendt Fryd opliver nu hans Aand.
Og en sildig Efterslægt skal signe,
Skal med Taarer hædre begges Navn;
Thi en ædel Afkom dem skal ligne,
Og oprette Verden deres Savn.
Himlen mig, o Ven! at kiende lærte
Din, den ædle, mandig faste Siel,
Og i Dag mit venskabsfulde Hierte
Spaaer, og veed, og frydes ved dit Held.