Johannes Rehling (Unbekannte Lebenszeit)

Hviler du aldrig ophøiede, evige,

store Moder Natur, slumrer den Fiederkraft

    ei, som dit Skiød befrugter,

        som fylder dit nærende Bryst?

Ved den matteste Straale paa østlige Rand

hæver Du, Kraftfulde, Dig til Handling og Daad,

    til den blegeste Rose

        mellem Aftenens Lokker døer.

Paa dugduftende Eng slumrer Midnatten tryg,

den trætte Maane vandrer sin skyefulde Vei,

    trindt om Skabningen hviler,

        virksom Skaberinden end er.

Suser i hvidskende Siv, pladsker blant Dammens Rør,

vander Sæden med Dug, dufter fra Lindens Top,

    klager i Frøens Strube,

        fløiter i Vagtlens Hvirvelslag;

summer paa blomstrende Eng fra titusinde

Insekter, besieler Skarer af dandsende

    Myg, piber mellem Gryllens

        Vinger, tordner i Elvens Fald;

taarner Skyer som Bierge paa Himmelens Rand,

vælter Biergene frem, jager de kiempende

    Skyer, flammer i Lynet,

        stormer i brusende Orkan.

Spirende Planter af Støvet kalder du frem,

susende bølger Sæden og Egenes Top,

    Sæden stiger mod Solen,

        Dalen fylder Fiolens Duft.

Atomet giver Du Liv, Materien Form,

Jubel fylder Busken, Jubel den skyefrie Luft,

    skue! det vrimler i Draaben,

        see! Sandskornet befolker sig.

Dig priser, Kunstnerinde, utællelige Liv

af hver tænkeligt Slags, Kondor og Kolibri,

    Spidsmuus og Nilens Flodhest,

        Kiempemusling og Havets Kryb.

Høiere end Alt Dig priser Menneskets Aand,

Kanteernes Viisdom og Ossians Høisang,

    Dig priser Neutons Cirkler,

        og Dig Rafaels Penselstrøg.

Ahner jeg Sandheden? Er Du hiint evige

aldrig begrebne Væsen, som Tænkerens Lod

    ei udgrunder, som Hymnens

        Flugt forgieves stræber at naae?

Er det dig, Gud? Dig, som Menneskets Myrias

lovsyngende priser, som Jordan Jehova,

    som Gangesfloden Brahma,

        som Mæanderen nævner Zeus?

Du, som kierlig omfavner alt, hellige Kraft!

Du, som føder alt Liv, Du, som nærer alt Født,

    Ubekjendte hvem er Du?

        Aldrig Seete! hvor virker Du?

I Verdeners Aarer sprøiter Du flammende Blod,

koger i Gruben Guld, ryster det vilde Hav,

    hæver Basaltens Hvælving,

        huler crystalne Grotter ud.

Svimlende her jeg staaer ved din Evigheds Rand,

eet kun ahner min Siel: jeg er din Evigheds

    Deeltager, er en Draabe

        af dit sprudlende Flammevæld;

I det flammende Vælds Sølvrissel flyder da

eengang Draaben tilbage, ved Foreningen froe,

    og smelter udi Verdners

        altomfavnende Ocean.