Det var ved Paasketide vi skulde pløie til,
Da Kongen lod os vide, at Tydsken var paa Spil;
Fra Ploven da vi spændte, tog Sabelen ved Lænd,
Og Hestene vi sendte Krigsministeren.
Beklemt Farvel vi sagde til Pigen i vort Hjem —
Men Hurra man os bragte hvor vi drog frem;
Saa sloges vi for Landet — nu hvile vi og vil
Fortælle Jer hvordan det er gaaet til.
Vi droge da mod Sønder og viste Dannebrog;
Der traf vi danske Bønder, som talte Tydskens Sprog,
Da mærked’ vi vor Fjende han maatte være snild,
Da saae vi det var inte gaaet rigtigt til.
Os Bonden kom imøde som Landsmand — det er vist!
De Store gik og gjøede og beed tilsidst.
Ved Bau de vilde skrække os med en vældig Hær;
Vi kom — de maatte strække for os Gevær.
De Fleste af dem rendte — og Prindsen rendte med —
Vi tusind Fanger sendte til Kjøbenhavn afsted.
Vi naaede Dannevirke, en Stilling der vi fandt; —
Men at vi gik i Kirke det er inte sandt. —
Da listed’ Fjendens Skare sig ind paa vor Armee;
Vi holdt ham, skjøndt vi vare kun Een mod Tre;
Vi bandte og vi skjældte hans lumske Tapgevær,
Vi misted’ mange Helte, men Tydsken fleer.
Med Skandser vi befæsted’ den Ø som hedder Als,
Hvis Fjenden der os gjæsted’, da var han om en Hals
Ved Dybbel stod Forposten, det leed vi ikke vel,
Thi jog vi ham til Graasteen under Schleppegrell;
Den Karl var saa koradsig — I skulle blot ham see;
Han rysted’ Kuglen a’ sig som det var Snee.
Men skal Enhver jeg prise, som sloges kjækt dengang,
Jeg frygter for min Vise hun blev for lang.
Den femte Juni Fjenden stak atter Næsen frem,
Det vared’ kort forinden han trak den atter hjem,
Det hued’ ham ei saadan som vi gik paa parat’
Da saa vi observeerte han trængte ei til meer,
Vi skiltes og marscherte til vort Qvarteer;
Men vover han til Slesvig sig atter næsviis hen,
Da Kammerater sees vi vel nok igjen.