Naar jeg drikker, jeg i Sang
Trods til Amphion tør byde.
Ypperst Sang er Glædens Klang;
Glæde Flaskerne indgyde.
Vi af vore Flasker gyde
munter Glæde, Vid og Aand,
og i Evans Navn vi byde
Trods til selve Amphion.
Naar jeg drikker, fra min Sjel
Sorgens mørke Skyer viger;
for i Aften jeg Farvel
til enhver Bekymring siger.
Lad os hver Bekymring sige
for i Aften vort Farvel!
Alle Sorgeskyer vige
fra vort Øje og vor Sjel!
Naar jeg drikker, er det Vaar,
Alderdommens Vinter rømmer,
og jeg drukner Snese Aar
i hver Flaske, jeg udtømmer.
Lad os vore Flasker tømme,
drukne der de kolde Aar!
Alderdommens Vinter rømme!
Her ved Flasken være Vaar!
Naar jeg drikker, seer jeg fro
Chloe kjærlig til mig smile,
drømmer hende huld og tro,
signer Amor og hans Pile.
Lad os signe Amors Pile,
drømme Skjønhed huld og tro!
Men vil end ej Amor smile,
smiler Bacchus evig fro.
Naar jeg drikker, skuer jeg
til hvad Ven jeg Liid kan sætte;
hvo sin Ven ved Flasken sveeg,
bliver aldrig af de rette.
Vi er’ alle af de rette:
aldrig vi ved Flasken sveeg;
til hinanden trygt vi sætte
Liid i Alvor som i Leeg.
Naar jeg drikker, klogt jeg gjør,
snart vi alt Farvel maa byde;
Døden lurer ved vor Dør,
thi jeg skynder mig at nyde!
Snart vi alt Farvel maa byde;
Døden lurer ved vor Dør;
den, som skynder sig at nyde,
saare, saare klogt han gjør.
Rahbek.