Hvi rose I saa vore Fædre,
og vil, vi skal være som de?
I mange Ting har vi det bedre,
I strax et Exempel skal see:
I troe, at de søgte sig Ære
paa deres mandhaftige Tog;
men Eder min Vise skal lære,
hvorfor de af Landet uddrog.
Her fik de bestandig at drikke
det evige Øl og den Mjød;
tilsidst smagte Øllet dem ikke,
og Mjøden dem faldt alt for sød.
Viin var ei at vente herhjemme,
selv ikke i Valfaders Sal;
thi Odin lod Viinflasken gjemme,
saasnart han fik fyldt sin Pokal.
Med Sværdet i Haanden de drage
til Egnen, hvor Druerne groe;
de kom der, de drak og de sloge;
der vilde de bygge og boe.
Men Romerne taalede ikke,
de Danske drak Vinen fra dem;
de strax en Borgmester udskikke,
at jage de Fremmede hjem.
Han traf da de ubudne Gjæster,
men traf dem sig selv til Fortræd;
de lærte min gode Borgmester,
at lade dem drikke i Fred.
Men de fik og Skrub for det siden;
der laae de og sølte i Viin,
saa løb de beskjænk’de i Striden,
og saa blev de slagt’d’ som Sviin.
Dog vedblev de Danske at gjæste
Viinlandene temmelig tidt;
de Franske saae, det var det Bedste,
at blive dem skikkelig qvit:
De udbad’ sig ydmygst den Ære,
at bringe dem Vinene her;
saa lod vore Fædre dem være —
En Godhed den anden er værd.
I vore polerede Dage
begriber man, det er en Skam,
sig Franskmanden hid skal umage;
vi lade dem hente hos ham.
Hvi skulde vi udvandre mere?
Vi kan jo faae Viin i vort Hjem:
Gid Handel og Søfart florere!
Vi faae vore Vine ved dem.
Rahbek.