J’ai été à **, et je n’y ai rien vu de semblable à la maison décrite.
J. J. Rousseau, Préface de Julie.
I yngre Dage var jeg en utrættelig Fodgiænger; ubundet af Embedsysler, ikke hildet af kiærere Baand, fandt jeg en Lyst i at sværme til Fods, hvor mit Hierte hendrev, eller venskabelig Giæstfrihed indbød mig; yndige tryllende Vandringer! aldrig glemmer jeg Eder! kun til Fods reiser man med fuldkommen Nydelse; thi kun til Fods kan man efter Hiertens Lyst forfølge hver lokkende Udsigt, dvæle ved hvert indtagende Syn, med lange Drag giennemnyde hver henrykkende Scene; ogsaa er det kun Fodgiængeren, der tilfulde har Øie og Hierte derfor; de ved Gangens blide Bevægelse oplivede Livsaander bringe Blodet i det mildt hurtige Omløb, der er Følelsen saa gunstigt. O! men hvad endnu for mig er Vandringens ypperste Fortrin; kun til Fods føler man tilfulde, hvad det er at være Velkommen. Romantiske S***d, smilende O**p, venlige St***e, og især du mit Hiertes evige Dronning, elskede F***g! uforglemmelige, til mit sidste Aandedræt uforglemmelige være mig mine yngre Dages Valfarter til Eder! da tusende dyrebare Erindringer ledsagede hvert Fied paa min Vei, tusinde sværmeriske Forhaabninger i Trylledands betegnede mig min Bane; o men dobbelt, dobbelt uforglemmelige være mig mine Valfarters Maal og Løn, hiine himmelske Velkomstøieblikke, naar med den dalende Soel min Vandring var fuldbragt, jeg uventet traadte ind i den elskede Kreds, og i mine overraskede Venners glade, nær havde jeg sagt, taknemmelige Modtagelse, i hver mindste Omhyggelighed, hvormed de kappedes at overøse mig, nød mit Livs Himmel, den salige Overtydning at være dem kiær.
Kun det nordlige Siælland gieldte den Tid mine Vandringer; hid var jeg koglet, som Dannerkongen Valdemar til sit elskede Gurre; jeg kiændte, jeg attraaede intet videre. Helligt og ærværdigt ved mangen Barndoms Erindring, indviet af Venskabs, Taknemmeligheds, fønlig Kiærligheds Guddomme var mig mit fordum H—rl—sh—lm; ofte, ofte ønskede, drømte jeg mig did; ofte legede min Siel med den Drøm, der at kunde hendrage sine øvrige Dage! men at vandre derhen randt mig aldrig i Tanke; dertil laae det for afsides fra Tryllekredsen; Veien derhen gik igiennem tomme fremmede ligegyldige Egne, som ingen Erindring betegnede, ingen Drømme omsvævede; nøiet, mere end nøiet, umættelig hængende ved det kiændte og elskede, der ved hver bortsværmet Dag, hver nydt Glæde, ved hvert fremspirende Haab, og ved hver hensvundet Drøm blev mig dyrebarere og helligere, behøvede, ønskede, rummede mit Hierte intet Nyt, der var mig fremmed og koldt.
Blandt andre Glæder, jeg taknemmelig mindes hiine Vandringer for, var og, at de havde bragt mig en Ven, med hvem jeg — som mine andre Venner spøgende sagde — i bogstavelig Betydning havde indgaaet det varmeste Venskab; thi vor hele Omgang indskrænkede sig til vore hyppige Sommervandringer; om Vinteren mødtes vi aldrig, da den Kreds, der var tryllet om ham, var saare forskiællig fra den, jeg var indkoglet i. Gierne skeede vort Møde i den eensomme forunderlig blidtungsindige G**lskov, da vi samlede giennemvandrede de ved alle den tilvorende Skiønheds Tillokkelser tryllende Egne nedad mod H*rls*lm, hvor vi sædvanligen skiltes, da hans Bane var afstukket til høire, imedens min gik ad venstre. Han var, hvad man kalder en gammel Karl, thi han var langt over de 30, og var ikke blot endnu kun Student, men var endog saa aldeles Student, at det endnu ikke var faldet ham ind ved nogen Embedsexamen at lade sig fritage for at studere fremdeles; hvoraf han egentlig levede, var en Gaade for alle dem, der ikke vide, hvorlidet Nøisomhed har behov; en Inspektorplads paa Regentsen, et Vicedekanat paa Klosteret, og et høist ubetydeligt Familiestipendium vare hans Indkomster; han informerede ikke, manuducerede ikke, skrev ikke; han studerede, tænkte, og læste; og jo mere, sagde han tit, han stræbte at lære selv, jo mindre fandt han sig istand til at lære andre. Hvor han i senere Dage er blevet af, har jeg ikke været istand til at opdage; da mine Vandringer afbrøde, tabtes vi af Syne; imidlertid har jeg den fuldeste Overbeviisning, at han, om han lever endnu, ikke er i Nærheden af Kiøbenhavn; thi i Aprilsævens Dage fandt jeg ham ikke under Fædrelandets Baner; og havde han kundet være der, havde jeg sikkerlig ikke søgt ham forgiæves.
Indtaget, som jeg, af de ustridig malerisk skiønne Landskaber, vi giennemvandrede, forargede han mig dog ofte ved, at han, midt i vor Beundring, dog giorde en ufordeelagtig Sammenligning mellem disse og hans elskede Fædreegne, hans første Kiærlighed — som han kaldte dem — i det sydøstlige Siælland; hundrede Gange skildrede han mig med Enthusiasmens brændende Farver den fristende Udsigt fra Faxe Kalkbierge, den venlige Havbugt ved Tappenøie, det skiøntliggende Nysøe med hele det smilende Landskab om Præstøe; men dobbelt, dobbelt brændende vare Farverne dog, forhøiede ved Savnets og Længselens mørke Baggrund, naar han kom til at afbilde det ulignelig skiønne Vordingborg, den deilige Omegn, den mageløse Udsigt over Dans Archipelagus, med alle dets frugtbare Øer, de majestetisk romantiske Ruiner, Waldemar den Stores uudslettelige Mindesmærker; men endnu var Øieblikket ikke kommet, da jeg — for at laane et Udtryk af Norges digteriske Maler, min Zetlitz — skulde drikke af Afskedens Tryllebægger; kiærlig giemte Skiæbnen mig det, til det endnu skulde forsødes, ved at rækkes mig af Kiærligheds Haand. Forgiæves fristede min Ven mig at søge og hylde hiine nye Skiønne; ja! vel syntes stundum hans Ild at opflamme mig; stundum oprandt hos mig en Lyst at rive mig fra de længe elskede Egne, og — var det end kun for at forherlige disses Roes — at sammenligne dem med de nye; men aldrig har jeg kundet glæde mig over en ny Egn alleene; jeg behøver een, hvis Interesse derfor opvækker min Deeltagelse; et Par Gange foreslog jeg da min Ven samlede at giøre en Valfart derhen; men stedse afslog han det, og Forslaget giorde ham mørk og taus for en Tid; da som jeg een Dag, da tilfældige Omstændigheder giorde det Ønske levende hos mig, paa en saadan Reise at kunde for nogle Dage undflye mig selv, trængte mere levende ind paa ham, afbrød han mig med et: „Nei! derhen kommer jeg aldrig“ i en saa bestemt og tillige saa smertefuld Tone, at jeg blev stum, og havde aldrig Hierte at nævne det mere.
Hundrede Gange var min — som i de Aar — skaberiske Indbildningskraft sysselsat med at digte sig en Grund, hvorfor han med saa bestemt og betydende et Afslag bortstød Tanken om igien at see Egne, han saa høiligen elskede, og savnede; skiøndt jeg fuldelig følte, at jeg skyldte hans Hiertes Løndomme samme Ærbødighed, som jeg fordrede for mit, skiøndt det aldrig kunde rande mig i Tanke at forske eller friste, kunde jeg dog ikke holde mig fra, selv at skabe hundrede Historier, der i Grunden alle vare Variationer af det unge Hiertes sædvanlige Yndlingsthema: ulykkelig Kiærlighed. Endelig skaffede en Hændelse mig den sande Sammenhæng at vide, og viste mig langt andet, end jeg havde tænkt mig.
En Dag — jeg veed ikke — men det var en underlig Dag — efter adskillige Dages lumre og trykkende Qvalmie havde en ualmindelig stærk Torden luttret og afkiølet Luften; den hele Natur ligesom aandede friere; i den qvægede Skov helsede et uafbrudt Chor af tusende forskiællige Sangfugle den luttrede Himmel; hver Blomst duftede, smilede os friskere imøde; selv deelte vi denne almindelige Stemning; vore Hierter, der havde aabnet sig, for desbedre at modtage Indtrykket af al den Ynde og Glæde, der omgav os, vare ogsaa aabnede til at udgyde og meddele sig; Samtalen var livlig og let; just havde vi tilbagelagt vor kiære Skov, og i det vi nu ilede hiemd den følgende nøgne skaldede Bakke, qvægede vi os ved at lade vore Øine og Tanker omsvæve paa venstre Haand i Dr**nn*ngg**rds tryllende Egne, kastede i forbihastende nogle Blomster paa Naturmalerens Poulsens Grav, kom Drevon erkiændtlige ihu, og anpriiste den Overdaad, der udgyder sit Overflødighedshorn over skiønne Landskaber, for endnu at forskiønne dem mere; men erindrede tillige, hvor let og hvor ofte smagløs Forskiønning blev til virkelig Vanziir, naar chinesisk Barnestads stod og gabte paa grædske Ruiner, gothiske Vagttaarne paa norske Træhuse, og nymodens Befæstninger paa Middelalderens Eremitboeliger; dette sidste bragte os igien til at tale om Eremiter, der stod op efter deres Død, og Eremitspisestuer med Familieborde og Duunstole, og alle de Eremitnarheder, som i den Tid vare i høieste Mode; og kom jeg da overalt til at anke paa den hele Idee i et Land, hvor der vel neppe nogensinde havde været Eremiter; da har jeg — faldt min Ven mig med et forunderligt Smiil i Ordet — selv kiændt en dansk Eremit! Neppe havde han sagt disse Ord, førend han syntes at betænke sig, om han og skulde sige mere; men han saae mit Øie utaalmodigt hænge paa hans Læber, jeg var — som han siden engang sagde mig — forekommet ham, som et Menneske, der kunde forstaae ham, naar han talte om, hvad der var ham det kiæreste i Verden, og hvad han endnu aldrig havde vovet at tale om af Frygt for at misforstaaes. Jeg vil — saa godt jeg kan — prøve at fortælle det med hans egne Ord; imidlertid, saa nøie jeg synes at erindre disse, saa levende de svæve for mig, kan jeg, naar jeg læser igien, hvad jeg har skrevet, ikke gienfinde det Indtryk, han giorde paa mig.
Jeg har — sagde han — som du maaskee veed, gaaet i Vordingborg Skole, og er fød der i Byen, hvor min Fader var en efter Tidens og Stedets Maade velhavende Borger. Fra min tidligste Barndom af havde jeg hørt tale om en besynderlig Mand, som heele Omegnen kiendte, under Navn af den Gamle; paa en af de fortryllende Odder, der forskiønne det deilige landstrøgde Sund havde han sin eensomme Boelig; faa eller ingen kunde mindes nogensinde at have seet ham, ingen kom til ham, ingen levede hos eller med ham; han var selv heele sit Huussinde, som heele sin Omgang; Ammer og Bedstemødre brugte hans Navn at kyse Børn med; Almuen ansaae ham for en Troldmand, Geistligheden for en Separatist og Antichrist, og Byens formeente fornuftige Folk trak paa Skuldrene, som over et ulykkeligt Menneske, der ikke var vel forvaret i Hovedet.
Efterhaanden blev han imidlertid — som det almindelig gaaer — saa godt som glemt, og det, der endnu undertiden bragte ham i Erindring, var nogle store Hunde, som gik hans ikke mange Ærinder til Byen, og vare saaledes afrettede, at han, naar han vilde have noget kiøbt eller besørget, blot gav een af dem en Kurv med en Sæddel og Penge, eller hvad det ellers kunde være, om Halsen, hvorpaa Hunden rigtig, og uden at lade sig lokke eller anholde af nogen, gik med Kurven hen til en vis gammel Kiøbmands, med hvis Huus den Gamle bestandig havde havt at bestille, lod der Kurven tage af sig, og blev nu roelig siddende, indtil det fornødne var besørget, og den fik Kurven paa igien, hvorpaa den strax begav sig lige ud til sin Herre; og vee hver den, Menneske eller Dyr, der vilde byde sig til at standse den paa dens Vei, eller røre dens Kurv, og hvad der var i. En anden Ting, som især tildrog sig vi Skoledrenges Opmærksomhed, var hans mangfoldige og mangehaande deilige Duer, der idelig svævede os over Hovedet; og det varede ikke længe, før denne Opmærksomhed blev til Misundelse, og denne Misundelse omsider til Lyst i det mindste at dele dem med ham.
Blandt mine Skolekamerater var der et Par Præstesønner, fra een af Naboeegnene, der fra deres Barndom af ikke allene vare vante til at have med Duer at skaffe, men endog vare udlærte Duefangere, da de hiemme havde levet i en evig Duekapperkrig saavel med deres Naboe Degnens jævnaarige Sønner, som især med en velhavende Selveier, der boede i samme Bye; disse vare da ikke seene; før de næste Ferie fik et Par Lokkeduer bragte med hiemmefra; men da de ikke kunde have deres Anstalter, hvor de vare i Kost, og da min Faders Huus var maaskee det høieste i Byen, paa hvis røde Tag den Gamles Duer havde Vane at sidde, tilbød de mig Interessentskab, paa Vilkaar, at jeg skulde skaffe dem Slag paa min Faders Loft. Dette Vilkaar var mig, der siden min Moders Død fik alt, hvad jeg pegede paa, saare let at opfylde; Slaget blev indrettet, Duerne bragte derhen, og nu havde da ikke blot jeg og mine Medinteressenter, men en ikke liden Deel af vore Meddisciple i nogle Dage saameget at tage vare hermed, at vi hverken kunde sandse eller passe noget andet. Længe varte det imidlertid ikke, før vi saaledes havde vant vore Duer, at vi torde lade dem flyve ud, og see! de kom ikke blot tilbage, men bragte snart en af den Gamles Duer med; jeg kan see den endnu, den var usigelig deilig; lyserød med en deilig graa Ring; det lykkedes uden Vanskelighed at fange den, og du kan da let forestille dig, at der blev en almindelig Glæde, og at min ikke var den mindste, da den efter den mig for Dueslaget bevilgede Forsangsret hørte mig personligen til. Men ak! denne Glæde varede ikke længe, mine Kammerater maatte giøre ved den, hvad de vilde, saa vilde den hverken æde eller drikke; men blev uafladelig siddende paa eet Sted, og sørgede. Jeg var denne Gang en ømhiertet, temmelig ufordærvet Dreng; det skar mig i Hiertet for den smukke Due; gierne havde jeg ladet den flyve igien; men mine Kamerater havde efter sædvanlig Duefangermaneer rykket den, saasnart de fik den, at den ikke skulde flyve bort, inden den vedbørlig var vant til Slaget; imidlertid kunde jeg ikke længer holde ud at see Nød paa den; og da det just var en Søndag, — Aftenen før havde vi fanget den — besluttede jeg, før den skulde forkomme hos mig, at bringe den hiem til sin rette Eier igien.
Neppe fik jeg da om Søndagen spiist, før jeg med min Due i mit Tørklæde gav mig paa min Valfart, men dog uden at betroe nogen mit Forehavende, af Frygt for at blive udleet, som endelig ogsaa havde været mig vist nok. Jeg havde hidtil kun tænkt paa Duen, og det var slet ikke faldet mig ind, at den Gamle kunde være anderledes at komme til, end enhver anden Mand; du kan derfor let tænke dig min Forundring, da jeg kom ud i den liden Skov, hvormed den hele Odde var bevoxet, og nu ikke blot Vei og Stie, men endog Traad, det mindste Spor af Menneskefied forlod mig med eet. Hist og her saae jeg vel en Aabning mellem Buskene, men deels slyngede denne sig igiennem saa mange forunderlige Bugter, at det snarere syntes en Irrgang, end en Vei, deels var der, skiøndt Græsset her rigtig nok syntes noget nedtraad, ogsaa hist og her nogle Qviste vare brækkede, saalidet Tegn til, at noget Menneske nogensinde havde gaaet der, at jeg stod ganske raadvild, og ikke ret dristede mig til at vove mig derind; da jeg i det samme temmelig langt borte i Skoven hørte en stærk Giøen, hvorpaa det varte ikke længe førend to store røde danske Hunde kom springende imod mig. Forbauset over denne Modtagelse, vilde jeg vende tilbage; men allerede havde den ene af Hundene afskaaret mig Passer, snærrede, og viste Tænder, medens den anden stod logrende, men bestandig blæffende, for ved mig, og ligesom søgte at indbyde mig at følge sig. Jeg giorde da, hvad jeg ei kunde lade, men begyndte slet ikke at være vel tilmode over dette underlige Geleide, da jeg nu alt mere og mere erindrede mig, hvad jeg fra min Barndom af havde hørt om den Gamles Trolddomskonster. Endelig efter at have giennemvandret denne Labyrinth, som Angesten giorde mig uendelig, kom vi da til en liden Trædør, som Hundene viste et eget Greb paa at støde op, hvorpaa min Fører gik inden for, og viste mig Vei, men min Vagt blev bag ved mig, indtil jeg var gaaet igiennem. Nu var jeg paa en temmelig rummelig Forgaard, hvor der bag i laae et simpelt men net landligt Huus, hvis Vægge vare beklædte med Ranker og fine Frugttræer, men der saae ud, som det var ubeboet. Jeg gik derhen ad, og vilde banke paa; men begge mine Vægtere satte sig paa Dørtærskelen, snærrede, og viste Tænder, saasnart jeg giorde Mine at nærme mig Dørren, men giorde forresten ikke andet, end at de giøede af fuld Hals, som om de kaldte paa Nogen. Ogsaa varte det ikke længe, før jeg temmelig langt borte hørte et Fløit, ligesom til Svar; i Øieblikket taug begge Hundene, bleve siddende for Dørren, og knurrede blot, naar jeg giorde nogen Bevægelse. Endelig hørte jeg Fodtrin inde i Huset, Gaarddørren gik op, og den Gamle stod for mig.
Havde allerede de foregaaende Omstændigheder indjaget mig en Slags ærbødig Ængstlighed, da fordobledes endnu dette Indtryk ved Synet af den Gamle. Aldrig i mine Dage har jeg seet ærværdigere kraftfuldere Alderdom; hans skarpe, magre, af Sorgers og Dages Haand dybtfurede skiøndt ingenlunde affældige Ansigt, hans graa Haar og Skiæg bebudede en Mand paa halvfierds; men efter hans Stemme, hans Stilling, hans Gang, hans Bevægelser og øvrige Adfærd at dømme var han neppe halvtreds. Hans Klædedragt var ikke mindre paafaldende end det øvrige, sammensat af fremmed og gammeldags, af udenlandsk, og hiemmegiort mellem hinanden. Paa Hovedet havde han en graa islandsk Hue, men ovenpaa den en Soelskiærm eller Straahat, han selv havde flettet sig; dertil gik han i en gammeldags men kostbar hvid broderet Vest med lange Ærmer, og Vesteskiød, sorte Fløiels Buxer graae islandske opvulkede Strømper, og brednæsede Skoe.
„Hvad godt?“ spurgde han mig med en roelig, men uvenlig Tone og blev staaende inden for den aabnede Dør. „De har nok — svarte jeg forvirret og stammende — mistet een af Deres Duer?“ „Og hvad saa?“ gav han i endnu uvillidere Tone til Giensvar. „Jo! for jeg har nok fanget den!“ sagde jeg med tiltagende Forlegenhed. „Det er godt for ham;“ afbrød han mig vred, traadte i det samme tilbage, og tog efter Dørren ligesom for at trække den i efter sig, og saaledes giøre Enden paa Samtalen med eet. Nu vidste jeg næsten ikke, hvad jeg skulde sige; i min Forlegenhed tog jeg Duen frem, og sagde: her er den! men i samme Øieblik arbeidede den sig ud af mine Hænder, og hen til den Gamle, fløi paa hans Hoved, hans Skuldre, pikkede ham i Munden, og vidste ikke, med alt hvad for Kiærtegn den vilde give ham sin Glæde tilkiænde. Den Gamles bryske Øie formildedes lidet, han besvarede Duens Kiærtegn, klappede, og strøg den, og sagde venlig til den: „ja! ja! skal kiøbe dig igien! jeg skal betale dem for at stiele mine Duer;“ traadte i det samme et Skridt frem, men endnu bestandig inde i Huset, og spurgte mig med sin sædvanlige Tone: „Naa! hvad skal han da have?“ „Have?“ spurgte jeg, som aldeles ikke forstod Spørgsmaalet, ganske forundret. „Ja!“ tog han Ordet igien: „hvad jeg skal give ham, for det han har stiaalet min Due?“ „Jeg har ikke stiaalet den, svarte jeg: den kom imellem mine Duer, og...“ „Og saa plukkede vel de den, at den ikke skulde flyve hiem igien!“ sagde han, og saae ned paa mig med en ubeskrivelig Foragt over den Løgn, han troede at have truffet mig i: „der!“ i det samme rakte han mig Duen igien med fravendte Mine, og i Begreb med at gaae bort. „Nei!“ sagde jeg: og skiød den med begge Hænder fra mig: „den vil slet ikke være hos mig; den har hverken vildet æde eller drikke; og dette har jeg havt saa ondt af, og derfor...“ „Og derfor?“ gientog den Gamle med mildere Stemme, og traadte saa godt som ud paa Dørtrinnet; „og derfor tænkte jeg,“ blev jeg ved; „jeg vilde see at faae den hen, hvor den hørte hiemme, at den ikke skulde komme noget til.“ Nu blev den Gamle efterhaanden venligere, hans Stemme blidnedes, han tog mig lidt efter ligesom i Øiesyn, snart traadde han ud i Gaarden til mig og spurgte mig godmodig: „om jeg havde selv Duer?“ „Jeg fortalte ham da ganske trohiertig den hele Sammenhæng, at Duerne vare nogle af mine Kammeraters, men at de havde givet mig Part i dem, imod jeg lagde Dueslag til; men jeg vilde ikke have mere med det at giøre; for de vilde fange, og det var Synd, havde jeg seet, for de stakkels Duer, de længtes, og kunde ikke trives paa et fremmed Sted.“ Min troskyldige barnlige Aabenhiertighed syntes at interessere ham; han spurgte mig, om jeg slet ikke tænkte paa den, Duerne hørte til, og som det dog vel giorde Ondt at miste dem? jeg svarte, som mine Kammerater havde sagt for mig, at det var engang saadan med alle dem, der havde Duer, at den eene bestandig fangede fra den anden, og da de, der havde Duer, dog havde dem, for at sælge dem eller at spise dem, saa kom det da saa vidt paa eet ud. „Jeg fanger ingen, og spiser ingen, og sælger ingen!“ sagde den Gamle. „Ikke!“ udbrød jeg med yderste Forundring; „hvad giør De da med Duer?“ — „Jeg holder af dem“ — sagde han — „og de af mig; synes du da, det er Ret at fange dem fra mig.“ „Jeg fanger aldrig flere enten fra Dem eller nogen;“ sagde jeg, og Taarerne trillede mig ned af Kinderne. „Jeg troer dig, min Dreng!“ sagde han, tog mig i Haanden, og klappede mig; ufrivillig henrevet af den Ærbødighed, der fra første Øiekast af havde giennemtrængt mig, vilde jeg kysse hans Haand; men han trykkede mig til sit Bryst, og mellem os var i Taushed indgaaet en Pagt, som selv Døden ikke har brudt.
Han bød mig nu ind med sig i sin Hauge, at faae noget Frugt at lædske mig paa. Haugen laae paa den anden Side af Huset; det er mig ikke mueligt at beskrive det Indtryk, den giorde paa mig. Vist nok var det den første smagfulde Hauge, jeg havde seet i mine Dage; men jeg har heller aldrig siden seet nogen, der lignede den. Uden for Huset, der ogsaa fra denne Side var klædt med Frugttræer, men af almindelige Sorter, der mindre trængte til Soel, laae et Blomsterpartie, der saaledes overraskede mig, at jeg, skiøndt et Barn, glemte den lovede Frugt, for at opholde mig ved det. Du er, har jeg mærket, ingen Blomsterelsker, og det giør mig ondt for dig; du savner da en af Livets skyldfrieste og reeneste Glæder; men i denne Hauge var du blevet det, som jeg, ved den Rigdom af Vellyst og Skiønhed, der tryllede Sandserne, ved den forunderlige Kunst og Smag, hvormed den var anlagt, saa at ikke blot hver Blomst, hver Væxt fandt det Jordmon, det Lye, eller den Soel, o. s. v., den havde behov, men at de med Hensyn til deres Blomstretid, deres Farve, deres Høide o. s. v., vare saaledes ordnede, at du fra Vaarens første Mildne til de sidste Efteraarsdage maatte komme der, naar du vilde, saae hvert blomstrende Land bestandig ud, som en smagfuld Bouqvet. Ogsaa kan du let begribe, at denne Hauges Prydelse umuelig kunde bestaae i saadanne Planter og Væxter, hvis fornemste Fortrin ligger i, de ere fremmede her, da de i deres kiære Fædreland regnes blandt Ukrud; nei! de samme Blomster, som her fortryllede dig, vare paa meget faa nær, næsten alle saadanne, som du i Marken, Engen, og Skoven med Ringeagt i tusendviis gaaer forbi, eller træder under Fod; men forædlede ved den omhyggeligste Dyrkning; ofte har du paa vore Udvandringer seet mig dvæle ved en eller anden Markblomst, som du fandt intet mærkeligt hos; ak! det var da gemenlig een eller anden gammel Bekiændt fra min Gamles Hauge, jeg helste, der nu — syntes jeg — stod og nikkede igien, fordi den ligesom jeg savnede sin Dyrker.
Den Beundring, den Henrykkelse, hvormed jeg begaabte alt dette, morede, eller rettere, interesserede den Gamle; endelig fik han mig derfra ind i, hvad man med Føie kunde kalde, hans Frugtskov; aldrig har jeg smagt udsøgtere, finere Frugter; aldrig seet stoltere, frodigere, rigere Træer; og nu, at see denne kraftfulde Olding med en Kiæmpehaand tage fat i een af de Hovedgrene, som jeg med begge mine Hænder neppe kunde omspænde, og som jeg i mine Karleaar knap har været istand til at rokke, see ham ryste den, og med den hele Træet, saa let, som Vinden leger med Siv, see den gyldne Frugtregn, som ved hvert Tag, han tog, nedstrømmede om Træet; det er maaskee ret godt, at jeg ikke saa let i Verden faaer saadant igien at see; det vilde kun alt for levende erindre mig om, hvad jeg dog kun forgiæves ønsker at glemme.
Rigelig forsynet med Frugt bad jeg nu min Gamle om, jeg maatte faae hans Duer, og andre Huusdyr at see, og han førte mig ud ved Siden af Haven i en saakaldet Grønnegaard, der vrimlede af alle Slags Smaakræe. Neppe havde han sat Foden derind, førend alle hans Huusdyr stimlede omkring ham, og udgiorde en Cercle, som vel neppe nogen Stormand har havt talrigere, og sikkerlig ikke oprigtigere ved sin Cour. Heller ikke kom de for at trygle Føde, hvoraf der var Overflod; men i bogstavelig Betydning at forestille sig for ham, tales til, kiæles for af ham. En Høne kom at fremstille ham sine nyelig udrugede Kyllinger; hans store Hunde giorde sig Plads mellem Vrimmelen, for at trykke sig op til hans Side; en Kat, uden at agte paa disse hans Naboer, kom med et heelt Kuld af Killinger, den havde faaet, og lagde dem for hans Fod, ligesom for at anbefale dem i hans huusfaderlige Beskyttelse.
Overalt var det en synderlig Fred og Enighed, der herskede i dette Huus; endog de Dyr, hvis Fiendskab ellers er blevet til Mundheld, vare her ikke allene fuldkommen fredelige indbyrdes, men endog Venner; saaledes saae jeg siden een af Hundene tage Kattekyllingerne saa ganske i Yndest, at den rugede og vaagede over dem, naar Moderen gik bort; saaledes gik ikke allene Gaardens store og smaa Huusfugle, Kyllinger, Ællinger, Duer og Dueunger i fuldkomneste Fred mellem Kattene, men selv dens talrige husvante Giæster, Spurve, Svaler og de næsten utallige andre Smaafugle og Sangfugle, der byggede og boede omkring i Gaarden og Haugen, nøde alle den fuldkomneste Borgerret; ligesaa trygge vandrede en ung, ikke blot tam, men endog kiælen Raabuk, og en Hare i sin fuldkomneste Frihed om mellem Hundene og Gaardens øvrige Huusdyr; ja et Par Gange, da det havde hændet sig, at fremmede Hunde og Katte havde listet sig ind at jage paa Halvøen, vare de store Hunde komne deres øvrige Medindbyggere saa eftertrykkelig til Hielp, at hiine Fribyttere tabte Lysten at komme der tiere. Ogsaa var der i Følge, ikke blot af den Fred og Tryghed, men tillige den Overflod, de nød, jo tættere man kom op til Huset, fordobblet Liv, især af Fugle, thi omhyggeligen sørgede ogsaa den Gamle for, at de rigeligen fandt ikke blot alt, hvad de behøvede til Føde, men og til at bygge Rede, og havde han derfor til Tak, at, naar han vandrede om i sit Rige, kunde han gaae tæt hen til Fuglenes Reder, og de bleve ganske rolige liggende, eller hoppede ham vel endog imøde, for at see, om han bragte dem noget.
Overalt var man ganske paa den Halvøe i Æsopi Dage, Dyr og Fugle talte, og bleve forstaaede, og besvarede, og aldrig har derfor nogen Ting slaaet mig mere, end da jeg siden i Herders adspredte Blade1 fandt fremsat, hvad jeg her havde været Vidne til.
Dette sande paradisiske Syn, Mennesket, som Konge og Fader mellem Dyrene, interesserede mig uendelig; og den Interesse, jeg heri fandt, var mig igien ingen ringe Anbefaling hos den Gamle; han fandt alt mere og mere Fornøielse i, at føre mig omkring, bragde mig ud paa Marken til sine Faar, der med al denne Slægts egne Kiælenhed og Godmodighed kom trippende ham imøde; derfra til en Arm af Søen, der gik op i hans Marke, og hvor en sneehvid Svane med sine graae Unger ikke før blev ham vaer, før hun i Spidsen for sin hele Skare stoltelig pløiede Vandet, for at modtage saa godt som af hans Haand, Brødstumper og andet saadant, han i sin Vestlomme bragte den med; medens en Vrimmel af Smaafiske med en Sikkerhed, som noksom viste, de hverken havde lært at frygte Krog eller Vaadd, flokkede sig i Strandbredden at snappe de Smuler, der faldt af hans Haand.
Efter at vi havde fuldbragt hans Runde, som han kaldte det, tog han mig ind igien i sit Huus; ogsaa dette havde et høist forunderligt robinsonsk Udseende; en underlig Simpelhed stak ubeskrivelig af ved Siden af enkelte kostbare Ting, der for det meste vare anvendte saare langt fra deres oprindelige Bestemmelse; ligesom og en vis Udenlandskhed hist og her udgiorde en paafaldende Kontrast med det øvrige danske Landboeudseende; man spiiste f. Ex. paa Leer, men fik Postevand af en Sølvtassekande; man sad paa en Træestol med et selvflettet Straahynde, under et italiensk Madonnahoved, eller for en Afstøbning af den vatikanske Apoll; paa den simple hvide Væg hang mangfoldige Tegninger, for det meste af hans Naboeegn, og adskillige af disse tegnede flere Gange, fra forskiællige Synspunkter, under forskiællig Belysning, til forskiællige Aars- og Dagstider; og nu atter ved Siden af disse andre egenhændige Tegninger, snart af Italiens majestetiske Ruiner, saa af dens stolteste Pragtbygninger; nu af Poflodens paradisiske Egne, saa atter af de vildromantiske Landskaber om Elven i Saxen og Bøhmen.
Særdeles morede det Oldingen at see hvorledes Indtrykket af alle disse tildeels nye Gienstande delte mig mellem sig; nu stirrede jeg paa en italiensk Madonna, hvis Skiønhed allerede henrev mig, skiøndt jeg endnu ikke forstod den; saa helste jeg med Jubel een af mit Fædrehjems gienkiændte Egne, saa maatte jeg fra disse Billeder hen til Vinduet, at see, hvad een eller anden usædvanlig Bevægelse i Hønsegaarden kunde betyde, derpaa fik jeg atter noget at skaffe med hans Hunde, især med en Puddel, der inde i Huset lod til at have den fornemste Opvartning, og der endnu i Klogskab syntes over de andre; ogsaa gav alt dette mig naturligviis Leilighed til hundrede barnagtige Spørgsmaale, der ikke sielden lokkede Smiil paa den Gamles Læber; saasom, da jeg, der i denne Tryllekreds fuldkommen havde glemt alt, hvad man fra Vuggen af havde fortalt mig, spurgte ham, hvor da hans Folk vare henne, siden man ingen af dem saae? „Jeg har ingen!“ sagde han, „jeg lever ganske allene.“ Ganske allene!“ gientog jeg saa forundret, som man saa ofte bliver, naar man i Virkeligheden seer det, som man hundrede Gange har hørt sige, uden at giøre sig nogen ret Forestilling derom; „men hvor kan De det?“ „Man kan, hvad man maae; min Dreng!“ sagde den Gamle med en Tone, som, saalidt jeg dengang forstod den, giennemfoer mit Inderste. „Men da kunde vi jo let“ — svarte jeg med barnlig Tienstagtighed — „skaffe Dem et Menneske....“ „Et Menneske!“ faldt den Gamle mig i Ordet med et forunderligt Smiil: „maaskee ikke saa let.“ „Aa jo!“ blev jeg, uden at have forstaaet ham i min tienstfærdige Nidkiærhed ved: — „en Pige eller en Karl, der...“ „O ja!“ faldt han mig atter i Ordet: „en Pige eller en Karl, der tog min Løn, og maaskee tog til Takke med min tarvelige Kost, fandt jeg kanskee endda, skiøndt nyelig knap nok; men de levede ikke med mig endda.“ „Da vilde jeg gierne leve hos Dem,“ brød jeg ud af fuldeste Hierte. „Det blev du snart kied af, min Dreng!“ sagde han smilende. „O nei!“ faldt jeg ham hørig i Ordet; „her er saa rart, og De er saa god;“ og klyngede mig op ad ham i det samme. „Nu, nu!!“ faldt han mig med en synderlig Høitidelighed i Ordet: „nu, saa vær mig da velkommen, naar og saa tit du vil komme.“
Mere end eengang har min Gamle siden, da han saae mig istand til at forstaae ham, sagt mig, at han ved den besynderlige Maade, hvorpaa jeg blev ført til ham, næsten fra allerførst af havde anseet mig som Forsynets besynderlige Gave, umiddelbar sendt ham til at lindre det Savn, han midt i sit Paradis følte, Trangen til en menneskelig Skabning, der var Kiød af hans Kiød, Been af hans Been, hans Hierte og Aand nærmere beslægtet, end selv det klogeste og kiærligste Dyr kunde være. Overalt havde denne Gamle, mellem adskillige Egenheder, som hans eensomme Levemaade og Stilling nødvendig maatte medføre, ogsaa en synderlig Troe paa Forsynets umiddelbare Styrelse i de mindste Ting, saa at han ikke lettelig bortskiød nogen Ting, der saa at sige af sig selv blev givet ham i Hænde, eller foretog noget, som der udenfra kom noget tilfældigt i Veien for. Smiil ad mig, om du vil; men jeg har arvet den efter ham; og fra den kan du maaskee endog udlede, at jeg ikke før har sagt dig noget om min Gamle, saa ofte jeg end har havt Lyst til at tale om, hvad min hele Siel er uafladelig fuld af; og at jeg har talt, og taler saalænget om ham i Dag.
Du kan let forestille dig, at hans Indbydelse blev ikke giort mig forgiæves; da det aftnedes, og jeg maatte hiem, fulgte han mig længere paa Veien, sagde han selv, end han i tredive Aar havde været, og vi skiltes ad med den Aftale, at jeg snart igien skulde besøge ham, men at jeg ingen, hvad det end var, maatte bringe med. Fra nu af tilbragte jeg næsten hele min Fritid hos ham; hele min Dannelse skylder jeg ham; og lærte jeg end ikke, at giøre Lykke, har jeg maaskee lært den endnu større og vanskeligere Kunst, at undvære den. Det var et underligt Liv, denne Olding førte, og som jeg lærte at føre med ham; oppe om Sommeren med Solen, var han intet Øieblik ørkesløs, og taalte heller ikke, at jeg var det; saa arbeidede vi paa hans Marker, hvor alt, da han hverken havde eller vilde have Ploug eller Heste, blev gravet med Spade, hvilket, da han ikke ønskede at frembringe mere, end han selv kunde forbruge, ikke var vanskeligt at overkomme; saa passede vi hans Huusdyr og Fiederkræ; saa syslede vi i Haugen; saa redede vi vort pythagoriske Maaltid, der bestandig bestod af Urter, Frugter, Rødder, Æg og Mælk, og hvor der aldrig kom noget, der havde havt Liv; saa hiælp vi hinanden med den øvrige Huusgierning; saa viste han mig an til mangehaande Kunstflid og Haandgierning, hvori han var en Mester, saa tegnede han for mig og med mig; saa de lange Høstaftentimer, hvor vi ikke kunde see at arbeide, og hvor han ogsaa ikke vilde tænde Lys, som han overalt ikke meget elskede, tog han sin Harpe, eller sin Fløite, og jeg, som, fordi det der i Skolen den Tid var Mode, havde lært noget at spille, men med Kiedsomhed og Ulyst, lærte nu ved at spille med ham, og høre ham, hvad Musik var. Ikke gierne forsømmer jeg nogen Leilighed, hvor der er god Musik at høre, det er min største, maaskee min eneste Luxus, men endnu har jeg aldrig hørt
under nogens Hænder Strængen tale,
som under hans; maaskee, fordi den altid havde noget at sige, fordi han ikke spilte andre Stykker end enten saadanne, som havde en mangeaarig, stedse tiltagende, ved andre Dages Minder forhøiet, Interesse for ham, eller og hans egne Phantasier, som især ere mig uforglemmelige, hvis Toner uafladelig svæve for min Siel, o! men som jeg aldrig er istand til at gienfinde paa min Fløite.
Med alt dette vidste han faderligen at sørge for, at ikke disse udenoms Idrætter skulde blive mig saa vigtige eller tillokkende, at jeg over dem skulde forsømme mit Hovedformaal; idelig, snart ved vore huuslige, snart ved vore mechaniske Sysler, dreiede han Talen hen paa, hvad jeg i Skolen havde at bestille; og gemenlig forvandlede disse utvungne Samtaler sig umærkelig til en meget stræng, men derhos lærerig Examen. I Historie, i Geographie, i Physik, i Mathematik kunde min Gamle gierne været mine Læreres Lærer; mindre nøie bekiændt var han derimod, som let kan begribes, med de gamle Skribenters Gloser og Phraser; men desfortroligere med deres Tanker og Aand, Fortrin og Mangler; og ved at giøre mig ved Tid og Leilighed opmærksom herpaa, lære mig at søge Ting, hvor man hidtil kun havde viist mig Ord, giorde han mig deres Læsning baade tillokkende og nyttig. Ogsaa varede det ikke saare længe, før jeg erfarede en særdeles Nytte heraf; thi da vor Skole paa samme Tid fik en ny Rektor af ikke mindre Smag og Indsigt end Lærdom, og denne ved Examen ikke vilde i Historien lade sig nøie med Holbergs Ord om Karl den Tolvte: om hvis saa bekiændte Bedrifter intet behøver at siges; som var alt, hvad mine Kamerater havde at sige derom; og jeg nu giorde ham en temmelig fuldstændig Rede for denne Konges Hovedbedrifter og Begivenheder; og da jeg endnu ydermere, da han siden examinerede os i Curtius, kom til at sige, hvad min Gamle havde giort mig opmærksom paa, at mange ville ansee Curtius som en Romanskriver, der havde sin Glæde af at fortæle Eventyrer; men at, naar man hinsede paa Karl den Tolvte, faldt man let paa at fæste Troe til, hvad hos ham blev fortalt om Alexander, tildrog dette mig saaledes min nye Lærers Opmærksomhed og Godhed, at jeg ikke blot blev strax flyttet op i hans Lektie, men og har fra den Tid af bestandig i ham havt en faderlig Ven.
Omtrent paa samme Tid traf det, at min Fader opgav sin Handel og flyttede fra Byen, for at drive en temmelig betydelig Selveiergaard, eller saakaldet Parcel, som han, som Kautionist for en nederdrægtig Kiøber, havde maattet tage til sig. Fra nu af blev min Gamle saa godt som mit eeneste Tilhold; i det Huus i Byen, hvor jeg havde Værelse og Kost, sørgede man efter brugelig Stiil ikke for andet, end at jeg ikke fik for meget for mine Penge; om jeg laae hiemme eller ude om Natten, spiiste hiemme, eller ude om Middagen, bekymrede ingen. Heller ikke lod min Gamle de flere Timer, og halve Dage, han havde mig hos sig, gaae unyttede hen; jeg havde tilfældigviis mod Skoleskik lært de første Rudimenter af engelsk og fransk, af et Menneske, min Fader vilde have et anstændigt Paaskud til at give lidt mere end almindelig Almisse; neppe opdagede min Gamle den svage Spire, heraf endnu var blevet tilbage, før han ivrigen fremelskede den. Selv kunde han, hvad man i Almindelighed kalder alle levende Sprog, tydsk, fransk, engelsk, italiensk, og kunde dem, som den kan Sprog, der har lært dem i Landene selv; og snart vante han mig til, næsten uafladelig at maatte tale dem med ham, og havde han deri nogle synderlige Indfald; ved vor Huusgierning taltes gemeenligen tydsk, om litterariske Gienstande fransk, og ved vore mechaniske Arbeider engelsk; thi — paastod han — om Kunstflid og Hændighed kunde man ikke tale ret godt uden i deres Fødelands Sprog; italiensk bragde han mig ikke saavidt i, at jeg kom til at tale det, skiøndt han havde en særdeles Forkiærlighed for dette Sprog, og dette Land, som han aldrig mindedes, eller nævnede, uden med Begeistring.
Men dog det, der især vil blive mig uforglemmeligt, det, der ene, og for Alting maa giøre mig til hans evige Giældner, var, hvad han virkede til min Dannelse, som Menneske, og Borger. O! at jeg kunde skildre dig ham, naar han i de deilige lyse Maaneskins Aftener, under Himlens tindrende Besætning, vandrede med mig, mellem sine kiæmpestore, frugtrige, selvplantede Træer, og nu hans store Hierte strømmede over af andægtig, menneskekiærlig Begeistring, af den meest levende brændende Kiærlighed til Fædrelandet, af fierde Fredriks, og hans talrige Ædles taknemmelige Erindring; ikke har jeg lettelig i mine senere Dage fundet nogen god, nogen gavnlig Tanke fremspire i min Siel, at jeg jo har kundet erindre mig, naar, hvor, og ved hvad Leilighed min Gamle nedlagde Sædkornet dertil. O! som blandt andet een Aften — jeg var allerede Student, men ilede imidlertid, saasnart og saa ofte Omstændighederne tillod det, tilbage til det Sted, der for min Dannelse var usigelig vigtigere, end det akademiske Tyggemad, hvormed Stærunger klækkes op til Efterpjat; et Tordenveir, næsten som dette i Dag, var dunget op fra alle Sider, længe havde vi fra Strandbredden nydt dette majestætiske Syn, da en skyllende Regn nødde os at søge til Huus; længe saae vi endnu fra Vinduet paa de Slag i Slag saa godt som paa eengang over hele Horizonten knittrende Lyn; endelig syntes det lige over vor Isse; Straale og Skrald fulgte saa godt som uden Mellemtid paa hinanden; ved eet usædvanlig frygteligt Glimt traadde jeg mechanisk fra Vinduet bag Pillen; med et forunderligt Smiil betragtede den Gamle mig, slog derpaa sit ærværdige Øie mod Himlen, og spurgde: „troer du, Han ikke kan ramme dig der.“ O! at jeg kunde skildre dig alt, hvad der ved disse Ord laae i hans Tone, skildre dig det høie Udtryk paa hans roelige andagtigærværdige af de idelige Lyn oplyste Ansigt; og nu den følgende Samtale: aldrig — min Ven! — aldrig er den største, den trøstefuldeste blandt Sandheder „at ikke en Spurv falder til Jorden uden vor himmelske Fader;“ bleven mig saa lys, og saa levende; ingen — frit tør jeg sige det — ingen af vore Samtaler har havt den Indflydelse paa hele mit Liv; endog i vor Omgang har du ved mangen Leilighed maattet spore Virkningen deraf; derfor kan intet — og saaviselig ikke saa ubetydelige Stød have truffet min Isse — intet i Verden nedbøie mig; thi stedse staaer min Lid til den Haand, der sagde til Havet, saavidt skal du komme, og ikke videre; men derfor — jeg tilstaaer det og — ere mine Forhaabninger, min Tillid, især til menneskelige Planer, menneskelige Foretagender, menneskelige Bestræbelser, usigelig ringe; thi jeg veed, at kun et Støvgran behøver at falde fra hiin Almagtshaand, og en Verden standses i sin Gang, derfor — skiøndt jeg sandelig ikke er ligegyldig for mine Brødres Vel — maae du ofte have fundet mig Iis, naar du blussede høit i sangvinske Jubeldrømme.
Men hvo var — faldt nu jeg ind, maaskee uden at være mig det tydelig bevidst, uvillig til at høre mere af en Lære, der saa ubarmhiertig nedbrød mine Luftslotte — hvo var denne synderlige Mand? Ja! svarte min Ven: hvo han var, kan jeg endelig nok svare dig paa, og det, tænker jeg, du omtrent af det foregaaende kan besvare dig selv. Han var den bedste, ædleste, viseste Mand, jeg har kiændt; min faderlige Lærer og Velgiører; men spørger du mig tillige, hvad han var, og hvorledes han var kommet til at blive det, han var; har jeg ikke saa let ved at fyldestgiøre dit Spørgsmaal. Det er, som du vel og har erfaret, kun i de gammeldags Romaner, at Folk saaledes sætte sig ned, og fortælle hinanden deres Levnetsløb. Saameget jeg imidlertid af, hvad jeg ved en og anden Leilighed hørte af ham, har kundet sætte mig sammen, havde han i sin Ungdom reist med Fredrik den Fierde, og været siden meget brugt, og betroet af denne sande Konge, og en nøie Ven af hans Mænd og Venner, Ramshart, Møinichen, Barchmann, Liders; da Kongen efterhaanden blev svagelig, og min Gamle ønskede en stadig Stilling, havde han været bestemt til en, mig ubekiændt, men uden tvivl ikke ubetydelig Post, paa det vordingborgske Rytterdistrikt, der var fierde Fredriks Øiesteen; og havde han ved samme Leilighed faaet den liden Gaard, han beboede, i Fæste paa Levetid; og var i Begreb med at gifte sig, og det med en inderlig elsket Pige, hvis Fader uden tvivl var en af de mindre Hofsofficianter; men Sorgensdag, den 12 Oktober 1730 kom, Danmarks gode Genius bortvendte sit Ansigt, fierde Fredrik døde, og det blev nu i de nye Magthaveres Øine en Brøde, at have været blandt hans, eller som Hofsproget lød, blandt Anna Sophias Venner. Med Føie glad ved at være blandt de lykkeligere af disse, som glemtes, da de ikke paa nogen Embedsliste faldt Avind i Øinene, besluttede min Gamle, at henleve sine øvrige Dage paa sin liden Gaard som Landmand i Stilhed; og sysselsatte sig nu med, at udpynte og indrette den paa det bedste, at dette Opholdssted og kunde blive hans tilkommende Kone behageligt. Men — ogsaa der havde Bladet vendt sig; vel ikke, saavidt jeg fra enkelte Ord af den Gamle kunde slutte, saalige hos hende; men da han efter nogen Tiid kom til Byen, i den Tanke at bringe denne Forbindelse i Rigtighed, viste hendes Forældre og hele Familie en saadan fremmed Kulde imod ham, eller rettere gik af Veien, og, naar de kunde, lukkede Vinduer og Dørre for ham, som en Befængt, og havde tillige faaet en saa ganske forandret, sukkende Tone og Vending, at han fra første Øiekast af fattede, han maatte giøre sig Regning paa en med bibelske Sprog og pietistiske Talemaader udpyntet Kurv fra Faderen, der ydermere, for større Forsigtighed havde sendt sin Datter ud paa Landet, hvor hun ikke længe derefter ved faderlig Myndighed og Familie Overhæng kobledes til et Menneske, hvis Hoved hang til den rette Side, men med hvem hun levede ulykkelig og døde kort efter. Nu var Verden bortdød for min Gamle, og snart bortdøde han og ganske for den; adskillige Chikaner, han, som en halv om halv priisgivet Falden, hyppigen mødte fra nogle af de Smaavæsner, der altid søge at sætte sig i Naade ved at fortrædige, hvem de vide, at være i Unaade, bragte ham til at bortleie, paa sin Livstid for sin egen Afgift, de Jorde, der vare til Gaarden, og ikke forbeholde sig videre, end han med egne Hænder kunde drive, skille sig ved sine Tyende, som man betiente sig af, til at volde ham tusende Fortrædeligheder, saameget mere, som en af Stædets Geistlighed havde kastet den Mistanke paa ham, at han var en Separatist og Papist — Atheist var ikke dengang Modebeskyldningen endnu — og saaledes var han saa godt som umærkelig efterhaanden kommet reent ud af al Menneskeomgang, og var nu en fuldkommen Eremitboer, indtil Forsynet paa den synderlige Maade førte mig til ham; — dog jeg vil hellere fortælle dig en synderlig Scene, som jeg dog har at takke for det meste, jeg kan sige dig om ham.
Det var det sidste Aar, jeg havde den Lykke at eie ham; jeg havde været ude at hente den Beskeed, at der intet var at arve efter min et Par Aars Tid i Forveien afdøde Fader, og tog nu efter Sædvane til min Gamle; jeg veed ikke, saa mange hundrede Gange, som jeg havde været hos ham, var ingen Gang mig saa forunderlig mærkelig, som denne var; der er neppe een eneste Dag, hvortil jo een eller anden synderlig Omstændighed staaer dybt indskrevet i mit Hierte.
Een Aften, det var een af de deilige lyse Maaneskinsaftener i August, da Nat og Dag ligesom umærkelig glide over i hinanden, sad vi efter gammel Skik under os to deilige høie Valnødtræer i Gaarden, og spilte sammen paa Fløite; det var, som han den Aften slet ikke kunde holde op. Hans Yndlingssysler, hvoraf han ellers kun por la bocca dolce — som han selv udtrykte sig — pleiede til Slutning at spille eet enkelt, bleve denne Aften alle giennemspilte; endelig faldt han i at phantasere; og aldrig hørte jeg hans Fløite saa talende, saa smeltende, saa henrivende; det var Svanens Afskedssang; omsider ligesom hendøde de sidste lange, udholdende, høitideligveemodsfulde Toner, der blev en stum Pause, vi reiste os begge for at gaae til Hvile; i det vi gave hinanden Haanden tause til Afsked, drog et tindrende Stierneskud sit lange lysende Ildspor over vore Hoveder, og forsvandt for vore Øine; synderligen greb dette Tilfælde ind i den Gamles Tankerad; med Styrke trykte han min Haand, og sagde med en Tone, som jeg hører endnu: „Vort sande Sindbillede: glimte, forsvinde, ikke mere være til, og intet Spor efterlade paa Jorden.“ Hans Høitidelighed udbredte sig over mig; det var, som jeg besiæledes af hans Aand; med Kraft holdt jeg fast paa hans Haand, som han var i Begreb med at drage tilbage, og sagde med en Energie, der hævede mig over mig selv, de deilige Linier af hans Yndlingsdigt Addisons Cato:
If ther’ is a power abov’ us
And that there is, all nature cries aloud
Though all her works — he must delight in virtue
And that, what he delights in, must be happy.
But faldt nu min Gamle, mere med tungsindig Høitidelighed, end klagende Mismod, mig i Ordet:
But when? and where?
opflammet, begeistret, som af et høiere Væsens Indskydelse strakte jeg den anden Haand mod Himlens stierneklædte Besætning, og svarte:
T’is heavn’ itself, that points out an hereafter,
And intimates eternity to man,
og nu, som giennemstrømmede af een Følelse, udbrøde vi paa eengang Haand i Haand, med Hænder og Øine opløftede mod Himlen:
Eternity! thou pleasing, pleasing thougth.2
taug begge med eet, bleve staaende nogle Øieblikke tause, hensunkne i andagtfuld Stilhed; og nu sank den Gamle om min Hals, trykte et faderligt Velsignelseskys paa mine Læber, og vi skiltes.
Efter en saadan Aften sover man ikke; ved det første Daggrye var jeg oppe, og vilde, da jeg just samme Dag nødvendig maatte til Kiøbenhavn, ligesom tage Afsked med mine Yndlingssteder, ak for sidste Gang! — I det jeg vilde gaae ud i Haugen, kom min Gamles Puddel, — der kied af vor lange Sidden forrige Aften, istædenfor som sædvanlig at følge ind med, havde lagt sig ude i Loen, og altsaa nu var paa Færde, — og giorde mig Selskab. Med Tankerne opfyldte af forrige Aften, af tungsindige Anelser, som jeg imidlertid giorde mig Umage for, ikke at forstaae, eller agte paa, omvankede jeg uden synderlig at see mig om, hvor Puddelen førte mig, mere end jeg tog selv nogen Vei. Saaledes kom jeg da til den store Hasselhække, der fra den eene Side begrændsede Haven, og dækkede Gierdet; med eet forsvandt min Ledsager; jeg agtede ikke derpaa, før jeg saae den komme tilbage, og ligesom see ad, om jeg ikke fulgte den; der fattedes et Hasselbusk i Hækken; det havde jeg ofte seet, men aldrig giort mig videre Tanke om, da jeg saae Riisgierdet tæt inden for, og altsaa ikke ventede noget derimellem; men da man her i Huset var vant til at agte paa alle Huusdyrenes Bevægelser, kunde jeg nu ikke andet end følge Puddelen, og fandt da en ordenlig beqvem vel tiltraad Stie, der snart førte mig ud paa den meest romantiske Plet, jeg nogentid mindes at have seet. Ogsaa paa denne Side dækkedes Gierdet af en for Øiet uigiennemtrængelig Hæk, men næsten af lutter Blomstertræer af forskiællige Slags, og som, uagtet de stode i Naturens indtagende tilsyneladende Uorden, dog ikke kunde andet end være plantede, da deriblandt vare mange, der i vore Lande ikke vore vildt; tæt der forbi rislede over et Leie af Sand en speilklar Bæk i tusende Bugter, og i bogstavelig Forstand spillende mellem Blomster; thi ikke blot var og paa den anden Side et Blomsterkrat, ligt det, i hvis Lye jeg vandrede, men og Bækkens Bredder vare tætbevoxne med de meest afvexlende skiønneste Mark- og Haugeblomster i en ubeskrivelig Frugtbarhed; og nu tænke man sig min Overraskelse, da jeg efter at have vandret i dette Paradis, ved eet eneste Skridt uden om en fremstaaende Busk, med eet saae mig staae over Havet, det kiærlige Sund med alle sine smilende Øer under mine Fødder paa den eene, og det frugtbare sydlige Siælland i al sin Skiønhed paa den anden, Vordingborg med dens Ruiner ligefor mine Øine; længe stirrede jeg paa denne maleriske Udsigt, der endnu forhøiedes ved Betragtningen af den nøgne af Strandens Bølger udhulede, selv af min venlige Bæk undergravede, og i bogstavelig Betydning med Undergang truende Brinkpynt, hvorpaa jeg stod; endelig gav jeg mig videre paa min Sti, og neppe havde jeg giort faa Skridt, før jeg atter saae mig inde i smilende Blomstergange, aflukket fra den øvrige Verden, og netop ved Bølgernes dæmpede Brusen mindet om, hvor jeg var; efterhaanden begyndte nu Plantningerne at antage et alvorligere høitideligere Præg: høiere Træer, mørkere Skygger modtoge mig; og nu midt i en Granetykning, hvor ikke Solens første Straaler enten Sommer eller Vinter kunde trænge sig ned, saae jeg for ved en liden Bænk staae en Soelskive, hvoraf til Overflod Viseren var afbrudt; jeg mindedes tillige, at jeg havde anmærket, at der midt i Blomsterqvarteret uden for hans Huus var en liden unyttet Plet, og at, da jeg engang undrede mig herover til ham, jeg havde faaet det Svar: der havde staaet en Soelskive, men den var flyttet; uden at jeg nogensinde havde kundet opdage, hvor den var flyttet hen. Jeg kunde nu intet Øieblik drage i Tvivl, at dette jo havde sin Betydning; jeg gik endnu nogle Skridt frem, og midt i en liden Halvcirkel af italienske Popler, over hvilke en bagved staaende Kiæmpeeeg udbredte sin majestetiske Krone, stod et Brystbillede af min Gamles Kongelige Helt, Danmarks gode Genius, Fredrik den Fierde; men, hvad især faldt mig paa, stod omvendt, med Ansigtet indad Nichen til, og, som jeg ved nøiere Eftersyn befandt, for ikke saare længe siden flyttet saaledes, da de Spaaner, der ved denne Omflytning vare skaarne af Fodstykket, endnu temmelig friske laae deromkring; ligesom og nogle Buske, der stod forved Poplerne, syntes ikke at have været meget længe plantede der; og nu allerinderst under den melancholske Skygge af en heel Klump Hængebirker var opkastet een Jordhøi, paa hvis Top var anbragt en Bænk, hvorfra til min Forundring ikke var den mindste Udsigt, uden ned i en temmelig dyb Hule, der var gravet midt i Høien, og i øvrigt aldeles tom; paa begge Sider af Bænken stod to antike Hoveder, som den Gamle selv havde bragt med fra Italien; over Graven stod et Kors, og paa Fodstykket en Ibenholts Medaillon med et overmaade fiint qvindeligt Ansigt, uden Tvivl min Gamles eget Arbeide, og Elskede.
Som jeg fordybede mig i Betragtninger heraf hørte jeg med eet min Puddel bryde ud i den glade Biæffen, der altid bebudede, at den Gamle nærmede sig, og strax saae jeg den som en Fugl fare ham med Glæde imøde. Jeg fulgte den, noget forlegen med, hvorledes han vilde optage, at finde mig her paa egen Haand inde iblandt sit Hiertes Løndomme. Men ikke længe lod han mig blive i Uvished. „Nu! — er du her?“ udbrød han, og rakte mig venligen Haanden, „da jeg ingensteds kunde finde dig, randt det mig strax i Tanke, du maatte være fundet herud.“ „Sort“ — saa hedd’ Puddelen — „har ført mig herud,“ sagde jeg: „min Fader er dog ikke vred, for....“ „Vred?“ afbrød han mig med Mildhed og Ømhed! „og mener du, at her er noget Slags Mysterier, du kunde vanhellige! Den Guddom, her dyrkes, er Erindringen, og Gud være lovet, der er intet, hverken ved den eller dens Dyrkelse, jeg behøvede at dølge for nogen.“ „Men da De aldrig har viist mig....“ „Jeg slog mig i Haanden i Forgaars, viste jeg dig det? jeg forvred eengang paa min Reise i Italien med Fredrik den Fierde mit ene Been; har jeg viist dig det? At vise Saar eller Ar, er at vilde ynkes, og Gud skee lov! det har jeg ikke behov. Overalt; — hvad der ikke kommer — som man kalder det — af sig selv, det kommer ikke hos mig! Din Time var ikke kommet før nu; saa kom da.“
Med bankende Hierte, men mere af deeltagende, end nysgiærrig Forventning fulgte jeg ham: vi standsede ved Aabningen; „her!“ — sagde han — „har du en betydende Lære fra Naturens Haand, ikke fra min! den Jordplet, vi besaae og beplantede med Blomster, er en tynd undergravet udhulet Skorpe; i det Øieblik, vi maaskee drømme om at have faaet vort Paradis istand, styrter det sammen under vore Fødder, og vi begraves med det.“ Disse Ord sagde han med en saa prophetisk Begeistring, med en saa underfuld Energie, at det blev sort for mine Øine; jeg svimlende greb ham i Armen, og det var mig, som Jorden i samme Øieblik skulde rulle bort under mine Fødder. „Nu! nu!“ sagde den Gamle smilende, „i dette Øieblik skeer det vel ikke; saa kom da! kom!“ Stiltiende gik vi videre, og kom da til Bænken og den afbrudte Soelskive under Granerne. „Paa denne Bænk,“ sagde han „paa denne Plet, som dengang var aaben, smilende og fri, har jeg drømt mit Livs skiønneste Drømme, at dele mine øvrige Dage mellem Borgergavn og huusligt Held; de forsvandt, og til en Erindring flyttede jeg denne Skive hid, da den hørte op at være mig til Nytte, da Dag og Nat, Morgen og Aften blev mig eet; da Tiden ophørte for mig, og den lange Evighed begyndte, begyndte med en 40 Aars Skiærsild, der skal luttre mig til den Herlighed, som skal efterkomme.“
I Taushed gik vi atter videre, og kom til fierde Fredriks Minde. O min Gamles Skygge maae have svævet for din Pen, Høstgildets ædle Digter, da han skildrede sin Gamle ved den første Bernstorfs Støtte:
Han stod stille,
Og taug, og blottede sit sølvgraae Hoved,
Og neiede, og henrykt saae til Himlen.
Aldrig har jeg hørt, læst, tænkt disse Linier, uden min Gamle har staaet for mig, med Sivhatten i sine foldede Hænder, Aftens skiønne Straaler spillende paa hans sneehvide Haar, paa hans ærværdige Isse, med bøiede Knæe, og et Øie, hvori tindrede Velsignelse over hans Fædrelands herlige Konge, og Tak til den Gud, der havde undet ham at see hiine dets Hædersdage. Lidt efter lidt reiste han sig igien, bedækkede sit Hoved, tog med høitidelig Anstand min Haand, og sagde: „Her, hvor vi staae, min Søn, stod Danmarks Konge, Fredrik den Fierde, og saae ud over sit kiære vordingborgske Krongods, over sit skiønne lykkelige Land, saae dem bygge paa de Skoler, der vare hans Halvhundredaars Takoffer; her gav han mig denne Odde paa Livstid, at jeg efter min Ævne og i mit Kald skulde ærligen gaae ham tilhaande i det store og gode, han meente disse Egne, som hele sit Folk; her, om ham stode hans Venner og Mænd, der meente ham og Danmark det ærligen, og som derfor..... Dog nei! ingen bitter Tanke besudle det Sted, der er helliget fierde Frederiks Minde! Gud give dig, min Søn! at opleve de Dage, at Danmark faaer en saadan Frederik, og han saadanne Mænd og Venner igien, og du skal føle, med Stolthed og Fryd føle, hvad det er at være dansk.“
Atter hensank vi i en høitidelig, næsten andagtfuld Taushed; fordums Dage droge synligen forbi den Gamles Siel, og prægede deres vexlende Spor paa hans Ansigt; et langt dybt Suk bebudede mig omsider, at Hæderstoget var forbi, og Sørgetoget begyndte; for at afbryde dette faldt jeg halv tankeløs ind: „Den Gang var her da ikke saa bevoxet med Buske, som nu.“ „Den Gang“ — faldt nu den Gamle med den haardeste Tone, jeg nogensinde af ham havde hørt, mig i Ordet — „den Gang kneisede ikke heller en ny Herregaard op, hvor man henvendte sit Øie.“ Jeg taug, og undertrykte hastig det Spørgsmaal, hvorfor Støtten var vendt.
Vi kom nu til Høien; „her“ — sagde den Gamle — „her er mit kiæreste Stæde; hidtil har du seet mine Erindringer, og Savn; her seer du mit Haab, det er paa hiin Side Graven; her sidder jeg tit hele Timer, og nyder i Tanken den Tid, som skal komme.“ „Og disse to Hoveder,“ sagde jeg, „det er nok Aristides og Phocion.“ „De ere“ — sagde min Gamle — „et Bitterhedsmindesmærke fra November 1730. Jeg satte dem hid, ved den første Tidende om, hvordan man behandlede Fredriks Venner; men da stod Korset her ikke; jeg har siden tit tænkt paa, at tage dem bort; men lad dem staae; de minde mig om, hvad jeg var, og lade mig desmere levende føle, hvad jeg skylder ham, ved hvem jeg er, hvad jeg er nu.“
„Og den Medaillon?“ faldt jeg ham i Ordet, „er det en Madonna?“ „Ena!“ svarede han: „har du ogsaa hørt, at vi skulde være komne fra vor italienske Reise som Katholiker; ja!“ vedblev han: „en Madonna er det, men ikke den, du mener! Du undrer dig maaskee over, finder maaskee Afguderie i, at hun er der; og imidlertid var uden hende maaskee alt dette ikke saaledes.“ Med en forunderlig Pathos gientog han nu af sin Yndling Petrark:
Levom’ mi il mio pensier in parte, ov’ era
Quell’, ch’io cerco, e non ritrova in terra.3
„Og Graven?“ — blev jeg ved — „Den skal modtage det Alt; naar jeg er død, har jeg føiet Anstalt, at alt dette skal nedbrydes, borthugges, brændes, og Asken, og Gruset kastes i denne Grav, som mine egne Hænder har gravet dertil.“ „Og hvorfor?“ sagde jeg. „At det ikke skal være en Spot eller en Daarskab for Fremmede, at...“ „Men allerede som et smukt Anlæg,“ svarte jeg, „maatte det faae Værdie for den tilkommende Beboer, om han end ikke vidste at sætte Priis paa en værdig Mands Minde.“ „Minde?“ — sagde den Gamle, besteg med Ivrighed Bænken, og drog mig op efter sig — „en værdig Mands Minde! see! see den ene Herregaard efter den anden paa Frederiks Rytterdistrikt! og der“ — sagde han, og vendte mig med Styrke til den modsatte Side — „see dem der nedbryde og oprøde Levningerne af den store Waldemars Kongesæde — jeg troer, til en Stald! —“
Min Ven taug; hans mørke, funklende Øie, hans stærke Aandedrag, hans næsten vilde, høist ulige Gang viste, at hiin Scenes Erindring laae tung paa hans Bryst; taus, fuld af en underlig høitidelig Følelse, ilede jeg ved hans Side; vel en god Fierdingvei lagde vi tilbage, uden at nogen af os mælete et Ord; endelig blev hans Skridt lidt efter lidt stadigere, hans Øie roeligere, hans Aandedrag stillere; „og blev“ — vovede jeg nu at spørge — „og blev din Vens sidste Villie efterlevet?“ — „Punktlig!“ — svarede han mig — saa punktlig, som vel ellers sielden nogen god Mands Villie skeer efter hans Død; men den var endelig ogsaa Forstyrrelse! Mit egentlige Ærende til Kiøbenhavn var, at indrette mine Sager saaledes, at jeg for Fremtiden kunde uafbrudt være hos min Gamle; ak! jeg havde dannet mig saa glade, saa skiønne Drømme om det Liv, vi skulde leve tilsammen; men hvad sagde han selv: vi besaae og beplante med Blomster et udhulet Jordlag, der skal begrave dem og os i sit Fald. Som jeg næsten var færdig, fik jeg et Brev fra en gammel Skoleven, at min Gamle var død, at man havde først hørt en usædvanlig Tuden derude, og seet Duerne, ikke blot som sædvanlig flyve over at soelslæde sig paa Byens Tage, men og ganske mod Sædvane at komme ned i Gaardene, og søge Føde; endelig var en af de store Hunde uden Kurv, uden Ærende, kommet over til Kiøbmandens, og havde, da man bød den Æde, ædt med Graadighed; man havde derpaa besluttet at følge den; man havde forenet sig, var kommet derud, og havde fundet den Gamle liggende paa sin Seng, uforandret, som om han sov, men iiskold og steendød. Paa et lidet Bord for ved Sengen laae hans sidste Villie, hvorved han gav alt sit Efterladenskab til sin Fredrikskiære Stiftelse, Egnens danske Skoler, paa fierde Fredriks sidste Vielsesmedaille nær, som han havde legeret til mig, og den Sum i danske Kroner, hvis Sted udtrykkelig anvistes, der var udsat til ovenomtalte Exekutor; denne tog man, da det var en mægtig Mand, under Bevaring, og bragte ham tilligemed Testamentet; forresten lukkede man Dørrene det bedste, man kunde, da ingen havde Mod at blive Natten over i Huset hos saadant et Liig. Imidlertid maatte dog nogle om Natten have faaet noget mere Mod; thi da Rettens Betiente næste Formiddag kom derud, fandt de de to store Hunde ligge skiudte, og betydelig rømmet op mellem Fiederkræ, og hvad andet, der var uden om; thi ind i Huset syntes man dog ikke at have tordet vove sig. Man fik nu den Gamle — efter nogle Vanskeligheder — begravet i Stilhed, og med saa liden Bekostning, som mueligt; Puddelen maatte man skyde nede i Graven, hvor den sprang ned efter sin Herre, og ikke var at bringe fra, og man dog ikke vilde begrave den i christen Jord. Exekutor lod med den ualmindeligste Nidkiærhed brænde, sønderslaae, og rydde, indtil endelig andre Vedkommende maatte lægge sig derimellem, da det lod som han i sin fromme Nidkiærhed vilde tage hele Skoven med, saameget mere, som Søen kom ham til Hielp, og havde bortrevet største Delen af Anlægget. Du kan let begribe, at jeg ikke lettelig kan fristes til at komme mere i de Egne; Vielsesmedaillen til mig fandt Skifteretten aldrig, og jeg har heller ikke erfaret, at Almueskolerne bleve rigere ved min Vens Efterladenskab.“