”Ei duer det eene at være!”
Deri havde Viismanden Ret.
Og mangen en Stakkel, desværre!
saa bedrøvelig sandede det.
Vee den! Vee den! som eene skal vandre paa Jorden!
Vee den! Vee den! som Ingen en Vennehaand gav!
Ham var hans første Bliv en Torden,
Ham al Naturen er en Grav.
Thi skiønsom sin Lykke erkiende,
Hvem elskelig Pige har kier.
Hvad Himmelen gav ham i Hænde,
Dens første Velsignelse er:
Held den! Held den! som saadan en Pige har vundet!
Held den! Held den! som skiønner saa glad hendes Værd!
Han har alt her en Himmel fundet,
og han er denne Himmel værd.
Hvis Amor end Ryggen os vender,
som er undertiden hans Lyst,
Af Venskabs veldædige Hænder
Vi søge vort Held og vor Trøst.
Held den! Held den! hvem Venskab sit Favn vil oplade!
Held den! Held den! hvem Ven vil meddele sit Held!
At skue sine Venner glade,
O det er sandt og saligt Held!
Her ingen iblandt os er eene,
Hvo ikke har Brud, har dog Ven.
Thi lad os vor Lykke fortiene,
Ved glade at skiønne paa den!
En Skaal! en Skaal! for elskte og elskende Pige!
En Skaal! en Skaal! for troe og deeltagende Ven!
Den Skaal maae ingen, ingen svige,
Vor egen fælles Skaal er den!
Rahbek.