Her er Glædens altid lyse Hiem,
Sorger aldrig naae til disse Stæder,
Haabets Soelglands trindt omstraaler dem,
Uskyld stille Roe omkring dem spreder.
Og som Kilden mellem Kalmus risler hen,
Lege Tidens Bølger sagte om din Ven.
Selv de Saar, som Skiebnen slog mit Hierte,
Læges i Naturens Moderskiød,
Ømme Taarer her i Stillhed flød,
Lindrende min længe giemte Smerte.