Vort Liv ustadigt er og kort,
saa ere Glædens Dage;
den gyldne Tid flyer hurtig bort
og kommer ej tilbage.
O, hvis vi da misbruge den;
o, hvis ubrugt den svinder hen:
hvad nytter os da Livet,
som os til Fryd er givet?
Vor Ungdoms Vaar er skabt til Lyst,
kun Daaren den forskyder;
i Ungdoms blide Vaar vort Bryst
sin Sødhed Elskov yder;
lad den, som kold foragter den,
kun græde Glædens Dage hen:
De Glæden aldrig smagte,
som Kjærlighed foragte.
Den Kloges Fryd befæstet staaer
i Livets glade Sommer,
naar, efter Ungdoms muntre Aar,
den modne Alder kommer.
En mandig Sjæl er altid glad,
og agter lidt om Skjæbnens Had;
det er ej Mænd, men Daarer,
som søge Fryd i Taarer.
Selv ej i Livets sidste Høst
skal Glæden fly den Vise;
men munter hører han dens Røst
med sneebedækket Isse.
Han blid modtog, hvad Skjæbnen gav,
og smiler rolig til sin Grav,
og seer, med Fryd, tilbage
til hine Glædens Dage.
Forsvinde, Brødre! alt for snart
de blide Glædens Dage,
vi standse dem i deres Fart,
vi holde dem tilbage;
de holdes skal i deres Gang
ved Elskov, Venskab, Viin og Sang.
Lad Tossen saa sig plage
med philosophisk Klage!
Pram.