Svar til Dr. S. Schandorph
27. December 1879.
27. December 1879.
„Se, Movitz! hvi står du och gråter?”
Bellman.
Hr. Doktor, jeg takker ærbødig
for al den Besvær, De har havt!
for Ugerne to, De fandt nødig
til Udladning af Deres Kraft!
Til Storvask er „Morgenblads” Gyden
just ikke den propreste Krog;
men Snavs — lærer jo Deres Bog —
besmitter ej Dyden.
De kalder mig „Kudsk paa en Kærre”.
Saamænd! jeg la’r staa Deres Ord;
man kunde jo faa meget værre
Kolleger end Thespis og Thor.
Den hele Epistel, De digted,
beviser, Eet har jeg dog lært:
at bruge min Pidsk; thi dens Snært
traf der, hvor jeg sigted.
Og Sandhed det er, at jeg ældet
nu staar midt i Ungskov og Krat;
men indtil min Stamme er fældet,
at løves maa være tilladt.
Maaske vil det længe før sandes,
at Alderdom tynger Dem selv,
som har til Foryngelsens Væld
ikkun — „Eau de Brandes”.
Desværre, af Harme betagen,
jeg stundom forsyndet mig har;
men Heden i Blodet gjaldt Sagen,
hvis Vagt og hvis Værge jeg var.
Jeg skreg, som en arrig Madamme,
ej op for hver Rift i mit Skind,
og slog aldrig Vinduer ind
til Hævn for en Skramme.
For Slagsmaal med Negle og Næver
jeg be’r De mig undskylde vil;
den Færdighed, Haandværket kræver,
har De, ikke jeg, lagt mig til.
De løs paa Personen kan kile,
jeg finder mig rolig i Vold,
og løfter end ikke mit Skjold
mod fjerløse Pile.
Men naar De Dem melder som Têten
af Lysets og Fremskridtes Hær,
saa viid, De er vild paa Karethen,
og lider, Hr. Doktor, af Stær.
Det Lys er en Tande, som oser
og gi’r kun en kvælende Stank,
og Fremskridtet blev, at vi sank
i Hængedynds-Moser.
De og Deres fribaarne Følge
i Fedtlæ’rs, Lakerte og Tran —,
de er kun en skummende Bølge
af Tidens urolige Vand;
paa Højden et Dejgtrug den bærer,
og glimter i Solen en Stund,
men synker, og bliver da kun
til svømmende Blærer.
De tror, Deres Ven har opdaget
de Vises livbringende Sten;
men Hovmodet har ham bedraget,
han fandt kun et afgnavet Ben.
Til Tankens Polarhav at bunde
en aandelig Nordenskiøld født!
Kun Skade, man ofte har mødt
hans Mage blandt Hunde!
Men længe jeg rigtig har fattet,
hvorhen nu ved Afdrift vi bær’s;
naar Haanden paa Roret er slattet,
kan Humbugen klattre tilvejrs.
Da først var der Sandhed i Klagen
om Landets og Højskolens „Tort”,
naar han blanded Kundskabens Kort,
og De — røgted Smagen.
Tilvisse jeg skal ikke male
mit Slægtled ophøjet og stort;
for meget af Sang og af Tale,
for lidt der af Handling blev gjort.
Men om ingen Stordaad det aarked,
at haanes det har ej fortjent
af dem, der i Svøbet laa spændt,
og Bønder, som snorked.
Vi vaaged, da Vægterne svigted;
vi klemted, saasnart vi saa’ Ild;
og ret imod Maalet vi sigted,
og retvis var Vejen dertil.
At Overmagt Arbejdet spildte,
og Rænkespil satte os Bét,
kun I har endnu ikke set,
I fremskredne Pilte!
Men Eet kan I dog ikke nægte:
Den Luft, I hver Dag suge ind,
den Grund, hvorpaa I staa og fægte
og skabe Jer og gjøre Vind —
dem skylder I Slægten, I bander,
dens Vilje er Grundlovens Ord.
Ej sandt? Derfor raaber Jert Kor
paa disse — „Tyranner”!
Nej, det var vor Svaghed at stole
paa Friheden som Pædagog;
og Slægterne, der gik i Skole,
med Alvor vi neppe opdrog.
Derfor er vor Frihed i Vaade,
og Kampen saa sejg og saa spredt,
og Skæbnen, som er os beredt,
endnu kun en Gaade.
Og derfor jeg kan Dem ej tjene
med alt at gaa af fra min Post.
selv om jeg skal staa ganske ene
og nøjes med Fattigmandskost.
Jeg er ej „Despot”, men en Vilje
jeg har til at slaa for min Sag,
og slaar, til man gjemmer mig bag
ved Dannemarks Tilje.
Maaske De, Hr. Doktor, der føler
og tænker nu som Proletar,
engang Deres Hede afkjøler,
og mere paa Sprængkrudtet spar’;
maaske blandt de vajende Faner
De finder den brandrøde styg,
naar først De er mættet og tryg
imellem Prytaner.
I hvert Fald jeg ønsker, Talentet,
som Muserne gav Dem til Skænk,
— i Gjerning jeg har jo erkjendt’et —
maa voxe fra Lømlernes Bænk.
Og skulde det nogen Tid hænde,
at Avind medhandled Dem slemt,
jeg ønsker Dem — ej blot for Skjemt —
en Sejer som denne.