Kristjern den Anden i Fængslet
(ved C. Blochs Billede).
(ved C. Blochs Billede).
O, sørgelige, sønderrevne Blad,
hvoraf vor Stammes Saga har saa mange,
som plettet er af Tvedragt, Nid og Had,
og skæmmet af en gammel kronet Fange!
Du vidner, hvor den Visdom regner fejl,
som Skæbnens Veje tror at have sporet,
naar Egennyttens Vinde fylde Sejl,
og Lidenskabens Blindhed staar ved Roret.
Hvor er det nu, Margretes stolte Slot,
halvt færdigt kun, men rejst af stærke Stene?
En fast og sikker Haand der mangled blot,
for lempelig det Stridige at ene!
Pestslagen lagdes hun i Roskilds Dom,
før Grænsen imod Syd var sat tilrette;
raadløs og daadløs Pommerinken kom,
og spildte Tiden med den jydske Trætte.
Da var alt Muren brusten, — Engelbrekt
sin tunge Øxe løfted, og den revned;
ved Magt og List de snilde Sturers Slægt
fik halvt dens ene Fløj med Jorden jevnet.
Endnu var dog Margretes Værk ej spildt.
Om han, den tredie Oldenborger, vidste
at styre strengt sig selv og Andre mildt;
men denne Mulighed var og den sidste.
Paa Stockholms store Torv Hævnbilen klang,
og gjennem Rendestenen Blodet fossed;
med det han vilde fæstne, hvad der sprang,
ved Rædsel kue, hvad hans Vælde trodsed.
Da aabnede sig Kløften, dyb og bred,
af tre Aarhundreder knap fyldt til Randen;
Frihedens Træ skød op, hvor Blod flød ned,
og Folkedommen døbte ham: — Tyrannen”.
Det var han ikke. — I hans Bryst der slog
et Hjerte, altfor let optændt til Vrede
og grumt, naar Sindets Furier ham jog,
men og til god og gavnlig Idræt rede;
et Hjerte for de Svage og de Smaa,
for Dem, der stred og sled for Brød i Munde,
for Dem, som Adlens Hovmod tramped paa,
for flittig Borger og for stakkels Bonde.
Forud for Tiden var han; — han saa’ gro
i Statens som i Kirkens Kroge Svampen;
mod Uret, Tvang, Bedrag og Overtro
med friske Kræfter aabnede han Kampen.
Hvad mangled ham? Hvad brød hans Evnes Braad?
Hvi lod hans Viljes kjække Ørn sig skræmme?
Var det hans syge Sind? De onde Raad?
Var det Samvittighedens dumpe Stemme?
Vi veed det ej, — kun at hin Sejrens Dag,
der strakte ned til os sin røde Skygge,
var Aftnen før Kong Kristjerns Nederlag
og Vendepunktet for hans kranke Lykke.
Snart vankede de trende Rigers Drot
om i sin store Svogers vide Lande,
en hjemløs Pilegrim, en Tigger blot,
med Kainsmærket paa den mørke Pande.
Han kom igjen, — men som en Lygtemand,
der blusser op af Mosen for at slukkes;
i Træskheds aabne Snare lokkes han,
og Fangens Bur om Kongens Højhed lukkes.
Hans Faders Broder gjorde det; — thi stum
var ofte Blodets Røst bag Gottorps Taarne,
og aldrig Magtens Ransmand Gjæsterum
med bløde Hynder bød den Kongebaarne,
Derinde gjennem sytten lange Aar
i dybe Tanker han om Bordet skrider;
af Kongens Finger fures Stenen haard,
men Menneskenes Had han ej opslider.
Derude lyder Gny; han kaldes frem
ved Navn af Fyens og Jyllands Bønderskarer;
men Rantzaus Sværd som Avner splitter dem,
og Sønderborg sin Fange vel forvarer.
Hvor er hans Tanker? — Ved hin Dynge Lig,
som tændte Folkebaalet højt i Flammer?
Ved Gyldenstjernes og Kong Fredriks Svig?
Hos Dyveke i hendes stille Kammer?
I Sigbrits Raad? Paa Søren Norbys Dæk?
Ved Kejserhoffets tomme Trøst i Nøden?
Ved Isabellas ædle, rene Træk,
som var sin Husbond huld og tro til Døden?
Vidt har de flakket om, imens hans Skridt
sig slæbe tungere, og Ryggen kroges,
mens Kjortlen falmer, og hans Haar bli’r hvidt,
mens Øjets Stjerne mer og mere taages.
Hans Haab om Magt og Frihed visner hen
som Skovens Løv i Høst og Agrens Stubbe,
og af den barske Hersker staar igjen
en mild, sagtmodig, from og ydmyg Gubbe.
Og ensom er han ikke i sin Nød:
en ærlig, trofast Ven staar ved hans Side,
en simpel Kriger kun, i Ringhed fød,
som selv har valgt sin Herres Kaar at lide;
som bøjer dybt i Ærefrygt sig ned,
imens han skænker ham en Moders Pleje,
hvis klare Øjne lyse Himlens Fred
omkring den gamle Konges trange Leje.
Saa slynge underligen Straf og Løn
tilsammen sig udi Kong Kristjerns Sage:
hans Folkesind gjengjælder Folkets Søn,
mens tunge Aar udsone onde Dage.
Var end hans Ungdom vild, hans Manddom haard,
han sent har milde Rørelser fornummet,
og sildig Efterslægt vemodig staar
foran hans Skikkelse i Fængselsrummet.