Carl Ploug (1813–94)

Man siger, Tiden er en grusom Herre,

der ej blot piller Luv af vore Klæder,

men knuser vore Nydelser og Glæder

og Haab og Livsmaal med sin tunge Kærre;

Ja, at hans Tyranni er endnu værre,

at dem, han samled, mer og mer han skiller,

udtørrer alle Følelsernes Kilder,

og lader Længslens Sti af Snefog spærre.

Vi fra en anden Side dog ham kjender.

Om os han end lidt Krimskram skrev i Panden

og rusked fælt i Ører og i Tænder,

staar Følelsernes Brønd dog fuld til Randen;

højt paa vor fælles Arne Luen brænder;

hvert Aar drog os kun nærmere hinanden.