Carl Ploug (1813–94)

Nu drager en Dronning, af Dage mæt,

ad Roskilde-Hus til Slægtens Stævne.

Hun var deres Lige i Kaar som i Æt,

men over dem vandt hendes Hjertes Evne.

I jordisk Højheds blændende Skin

Hun fandt ingen Løsning af Livets Gaade;

thi bøjede Hun sig med ydmygt Sind,

og bad Vorherre om Fred og Naade.

Og derfor var Hendes Bryst ikke koldt

og Haanden ej lukt for dem, der lide;

for Kvindens Menneskepligt Hun holdt,

at staa de Gamle og Svage ved Side.

Hun samled de Smaa fra Smaafolks Hjem

til Arbejd og Leg, til Sang og til Lære;

højt bankede Dronningens Hjærte blandt dem;

de var Hendes Fryd, og de er Hendes Ære.

Ja, barnløs blev Hun en Moder øm,

mens Aarene gik, for en talløs Skare.

Den gamle Form sank i Tidens Strøm,

dens Indhold magtede Hun at bevare.

En Folkemoder i Graven steg ned,

og Grenen, som lægges paa Hendes Baare,

gjenlyder af Bønnen om Naade og Fred,

og blinker af mangen taknemlig Taare.