Carl Ploug (1813–94)

Vi sejle Alle paa Livets Flod

i Joller smaa og store Baade:

Er Luften klar og er Vinden god,

behager Farten overmaade;

men mørknes Himlen, og der staar et Vejr,

og kjører Strømmen os mod Rev og Skær,

              saa er det svært,

              har man ej lært

det rette Sømandskab at bruge.

Og derfor er det saa saare godt,

at være To i Baaden sammen;

da skynder Medbør ej Farten blot,

men skænker dobbelt Fryd og Gammen;

og bringe Byger Baaden i Bekneb,

saa der maa ændres Kurs og sættes Reb,

              og gjøres Slag

              og tages Tag,

saa magte fire Hænder dobbelt.

Og mens den Ene er sat tilrors,

og holder stramme sine Skøder;

den Anden passer alt Indenbords,

og alle Bræk og Revner bøder;

og voxer saa en hel Besætning op,

som klattrer om paa Tofter og i Top,

              saa kan der nok

              til slig en Flok

to Kommanderende behøves.

Har vi nu hyldet det unge Par,

som lægger ud idag fornøjet,

saa lad os hilse paa det, som har

i mange Somre Søen pløjet.

De har jo klaret Bugterne med Ros,

og een af dem har været Manges Lods,

              som, naar det kneb,

              i Roret greb,

og havarerte Skuder frelste.

Gud gi’ de Gamle en rolig Fart

for Dronningvind i smule Vande,

med Aftenglands over Sindet klart,

og Ærens Krands om hvidnet Pande!

Gid Skindergades venlige Kahyt,

af fler og flere nye Sejl omflydt,

              end mangen Dag

              maa tone Flag

til Børneskarens Trøst og Glæde!