Carl Ploug (1813–94)

Nu sank det hvide Hoved, tungt og træt,

som lyste over Kampens første Række;

og Ordets Sværd, for Sandhed brugt og Ret,

og Aandens Adelsskjold foruden Plet

skal rustne under Vaarens grønne Dække.

Men hvad han tændte i de Unges Sind

af Stræben mod det Dybe og det Høje,

og hvad han fandt ved Kundskabslampens Skin,

og hvad han spandt af egne Tankers Spind —

det er ej slukt og brustet med hans Øje.

Og hvad han saa’de ud i Morgenstund

af ædel Frihedstrang og mandig Vilje,

det voxed vel ej strax af sandet Bund,

men sætter engang Ax og Kjærne sund,

og dækker med sin Grøde Danmarks Tilje.

Og hvad han kæmped for med Mund og Pen,

med Ungdomslue under Sølverhaaret, —

i Fjendehaand han saa’ det givet hen;

men aldrig slap hans Tro, at Gud igjen

det Skilte samle vil og hele Saaret.

Læg da i Grav med Krands paa Kistelaag

den sidste af den lille Ridderskare,

som ud af Fortids trange Volde drog,

og løfted højt til Sejr det Nyes Brog!

Taknemligt Folket skal hans Navn bevare!