Ved Overleveringen af Prisbelønningerne fra Verdensudstillingen i Wien
28. Februar 1875.
28. Februar 1875.
Paa Verdens Kort forsvinder
fast denne Plet af Jord,
som gjemmer vore Minder,
hvori vort Haab end gror;
som Storværksmænd har baaret,
der Verden Love skrev;
som, nylig sønderskaaret,
kun kjærere os blev.
Den kostbart Malm ej dølger
i Bjergets dybe Skød,
men Rug paa Sletten bølger,
som giver dagligt Brød;
af Frugter ej den gløder
i yppigt Farvespil,
men gode Kaar den føder,
naar Kræfter lægges til.
Og Folkets lille Skare
har, under Tidens Tugt,
tabt Lysten til at fare
i dristig Ørneflugt;
men aabent blev dets Øje
for meget Skjønt og Sandt,
og gjennem stille Møje
det sine Guldkorn fandt.
Vi stræbte efter Evne
i Videnskab og Kunst,
og Navne kan vi nævne,
som ej har stræbt omsonst;
hvor Disse Vejen viste,
der fulgte Haandens Flid,
og vi blev ej de Sidste
i Livets Kappestrid.
Vor Fremtids tunge Tærning
er i Guds Hænder lagt;
men mandig, trofast Gjerning
staar i vor egen Magt;
og den er det forjættet:
at leve hædret fort,
og aldrig vorde slettet
med Skam af Verdens Kort.