For Grundloven
5. Juni 1873.
5. Juni 1873.
Dengang hin Foraarsmorgen vi
sprang ud af vore Dyner,
da Kongen kaldte: „I er fri!” —
vi havde skjønne Syner;
thi Himlen pranged purpurrød,
og Spirer kimed, Knopper brød,
og gjennem Luften liflig flød
en Strøm af Lærketoner.
De lød om høje Fædres Arv,
af ædle Sønner hegnet;
om Mænd, som, kloge paa vor Tarv,
med store Chiffre regned;
de lød om Lys i mørkest Rum,
om Rets og Sandheds Herredom,
og om en Samfundsvilje, som
bandt Smaa og Store sammen.
Nu er det jo, som Mark og Skov
kun hused andre Røster:
højt skriger Ravnen efter Rov,
hans Broders Bid ham lyster;
Kalkunen pludrer lystig væk
i Kor med Gjæssenes „Kæk, Kæk,”
mens Ræven lusker om paa Træk
i Haab om Steg til Aften.
Men om hin Lærketrille glad
ej længe Øret fyldte,
det kom vist af, vi trevne sad,
og selv vort Savn forskyldte.
Udi vort eget Bryst kun trygt
er Frihedsfuglens Rede bygt,
og kun naar det er trangt og sygt,
dens klingre Røst forstummer.
Lad da en frejdig Fællesaand
hvert trykket Sind udvide!
Det staar jo i Vorherres Haand,
hvad Kaar vi skulle lide.
Lad Hver sit Eget sætte bagved Fædrelandets store Sag,
og fulde, stærke Hjerteslag
i Ve og Vel det følge!
Da skal ej Frihedsfuglen dø,
men Sangen atter klinge;
da skal den svæve over Ø
engang paa Svanevinge,
og løfte over Nuets Savn
os ind i vore Længslers Havn,
og Fredriks Ros og Danmarks Navn
til fjerne Tider bringe!