Carl Ploug (1813–94)

Et Aartusind Blink paa Fjeldet

af den samme Sol —

Folkehallen takt og tjeldet,

reist dens Kongestol —

alle Bygder, alle Stæder

halvt om Nød og halvt om Hæder,

og ved Lovens stærke Runer

bundne Selvets Luner!

Dyrt det var Dig, gamle Norge!

Rigets Herredom;

rundt om dine Klippeborge

fossed Blodets Flom,

til den vilde Trods blev tæmmet,

og din Enhedstanke nemmet;

til i Hvilen lang derefter

Du vandt nye Kræfter.

Lifligt Fjeld og Dal nu grønnes

i din anden Vaar;

kun din Fortids Storværk skjønnes,

ej dens dybe Saar;

men du husker Sagas Lære:

Da kun voxer Held og Ære,

naar hver Mand har Fædrelandet

kjært som intet Andet.

Tusindaarig Folkegubbe,

atter ung og sund,

som har over svedne Stubbe

hvalt din Majdags Lund,

gid din Aand fra Fjeldets Side

skue langt og lyse vide,

mens i Dal dit Hjertes Kilde

rinder klar og stille!