Der sloges engang et Skjærtorsdagsslag,
Som aldrig ganger af Minde,
Mens Korset staaer i det danske Flag
Og Bølger i Kongedyb rinde.
Der kæmpedes nys en Skjærtorsdagsdyst,
Som heller aldrig skal glemmes,
Mens i et eneste trofast Bryst
End Danmarks Qvide fornemmes.
Der legtes engang paa den nære Rhed
En Leg mellem Stærke og Svage;
Men Seierherren af Legen blev kjed,
Og Hæderen lod han tilbage.
Om Meget og Lidt i den fjerne Krog
Der nys blev kastet en Terning;
Men færrest Øine den Stærkeste slog,
Og ligger der paa sin Gjerning.
Der flagred engang fra høien Stavn
En Vimpel af Luer vævet;
Det var en Phønix, og i dens Favn
Til Himmelen Helte svæved.
Der flammed atter fornys en Brand,
Som farved Bølgerne røde;
Men det var et Martyrbaal forsand,
Som pinte Helte tildøde.
Hvad vilde Du vel i den lumske Bugt,
Du Havets kneisende Svane!
For, vingestækket og indelukt,
At finde Din bratte Bane?
Hvad vilde Du, Dybets mægtige Hval!
Imellem de snevre Strande,
For, sønderflenget, af Mindretal
At lade Dig overmande?
Hvad vilde Du ved den falske Kyst,
Du Ægirs fnysende Ganger!
For der at segne med stunget Bryst
Og kaste Din Byrde som Fanger?
Hvad vilde Du, Danmarks svømmende Skjold!
I Tydskernes Leir vel vinde,
For knust at ligge ved Thyras Vold,
Som den til Spot for Din Fjende?
O, havde den vrede Ran Dig skjult
Under sin gyngende Tillie,
Da havde vi sukket trøstefuldt:
„Saa var det Gud Herrens Villie!“
O, var Du vorden et søndret Vrag
I ærlig Kamp med Din Lige!
Det maatte Du før, end stryge Dit Flag
Eller daadløs af Stevnet vige.
O, var Du fløiet mod viden Sky,
Dig værgende, Een mod Mange,
Da havde Du fanget et evigt Ry
Og levet i Skjaldenes Sange!
Nu ligger Du slagen af dem, som nys
Sank rædde i Knæ for Din Vælde;
De have Dig qvalt med Flammekys,
Som ikke Du kunde gjengjælde.
Nu ligger Du ved den flade Eng,
Du Hersker paa Bølgebjerge!
En Samson, bastet i Skjøgens Seng,
En Kæmpe, myrdet af Dværge.
Nu ligger Du fast paa haarden Strand,
Hvem kjærlige Havfruer vugged;
En Løve, spiddet paa Dragetand,
En Ørn, af Ravnene plukket.
Nu ligger Du gjemt under slimet Tang:
Nys reiste’ Du Spire trende;
Nu nynner Tydsken en Sejerssang,
Mens han dem hugger til Brænde.
Nu ligger Du jordet imellem Lig
Af Sømænd strage og bolde;
Men Dannebroges uplettede Flig
Ei dækker de Lemmer kolde.
Du var dem en Haabets Borg saa fast;
De troede paa Dig og Din Styrke,
Men Troen var kun en Boble, der brast
Med Haabet i Nattens Mørke.
Du loved dem Seirens liflige Vaar,
Men grumt Du har dem bedraget;
Du gav dem til Valg to tunge Kaar:
Døden og Nederlaget.
Og derfor sørger alt Danmarks Land,
Sørger hver Mand og hver Qvinde;
Dit Savn saa fort vi bøde kan,
Men aldrig Din Skæbne forvinde.
Og derfor rinder vor Taare saa salt,
Som aldrig vel Taarer runde,
Fordi det Slag, hvorfor Du faldt,
Har slaaet Danmark en Vunde.
Derfor er den Kalk, vi nu har tømt,
Saa bitter som ingensinde,
Fordi et Folk den Drøm har drømt,
Som maatte med Dig forsvinde.
Ak, Konning Christian! Du hued saa vel
At lignes ved Christian den Fjerde,
Du vilde saa gjerne lulle Din Sjæl
I Drømme om Sømandsære.
Men alle de Snekker, Dit Navn Du gav,
De finge kun føie Lykke;
Det er, som om det frie Hav
Spotted Selvherskerens Nykke.
Din Fyrstenavne — det saae Du selv —
Han segned ved Sjællands Odde;
De Engelskmænd ham stunge ihjel
Alt med saa haarde Braadde.
Dit Kongeskib, som Du efterlod
At værge Dit Riges Kyster,
Det ligger nu badet i Danskes Blod:
Ved Slesvigs blodende Bryster.
Det hjalp slet ikke, Du stod i Stevn
Med Spir og kongelig Krone;
Det er, som ramte det Herrens Hevn,
Som skulde en Uret det sone.
Thi, Konning Christian! den Kongejagt,
Du styred selv af Guds Naade,
Den tumles nu af Stormenes Magt
Og hugger i Brændingens Fraade.
Og havde Du været en Sømand god,
Der tænkte paa Storm i Stille,
Og Kimingens mørke Tegn forstod,
Da gik det ei nu saa ilde.
Og havde Du med Dit Øie klart
Gjennem Oprørsvæven skuet,
Da kæmped Dit Folk ei nu saa svart,
Og Død Dit Rige ei trued.
Og havde Du med Din snilde Kløgt
Redet hvad længst var aflave,
Og Bod for alt det Brustne søgt,
Da blomstred nu Danmarks Have.
Men, Konning Christian, Du hviles i Fred!
Vi vil paa de Døde ei klage;
End kunne vi værge for Danmarks Led,
Saa mange vi ere tilbage.
End bærer den danske Kongejagt
Sig kjækt i de Bølger høie,
Og hvert et Hjerte slaaer uforsagt,
Og Mod der staaer i hvert Øie.
Og end er der Sener i hver en Arm,
Som krummes af Lyst til at stride,
Og end er der skrevet i hver en Barm,
At Alle det Samme vil lide.
Og ruller saa Tordnens dumpe Brag,
Og Lynet hvisler og flammer,
End knuser det ei vor gode Sag,
Og Villiens Kraft det ei lammer.
Og rammer saa Nornens Dom os haardt,
Og pidsker os Ulykkens Svøbe,
End kunne vi doie Svie og Tort,
For Ære og Frihed at kjøbe.
End lever forvist en naadig Gud,
Som straffer Folkenes Brøde,
Men atter lader af Smertens Brud
Springe Velsignelsens Grøde.
End „er imorgen der atter en Dag“,
Det skal ei forglemmes i Nøden:
Luerne fra det synkende Vrag
Pege mod Morgenrøden.