Paaskeklokken kimed mildt
Fra den danske Kyst,
Meldte over Lande
Dog om saa haard en Dyst.
Slutter Kreds og staaer fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Seir igjen.
Listet var i Mulm og Nat
Hid den tydske Her,
Knap de danske Drenge
Fik Tid at spænde Sværd.
Aabent Bryst var Landeværn,
Mod var Mandeskjold;
Tydsken maatte bygge
Af egne Lig sin Vold.
Kuglen peb og Sværdet sang
Til Kartovers Brag;
Tydsken maatte lære
Det danske Sprog den Dag.
Over Thyras brustne Led
Blod i Strømme randt;
Tydsken maatte kjøbe
Hel dyrt hvert Fjed, han vandt.
Vegen er for Overmagt
Liden Flok tilsidst;
Men af Danmarks Ære
Den haver Intet mist’.
Blegnet er saa mangen Kind,
Færre er de Faa;
Men for Danmarks Ære
Vi end er nok at slaae.
Slutter Kreds og staaer fast, alle danske Mænd!
Gud, han raader, naar vi fange Seir igjen.