At Du, som, smykt med ærværdigt Mos,
Var voxet fast i vor Broderkjæde,
Men som, den rullende Tid til Trods,
Ei voxet var fra de Unges Glæde,
Nu vil forlade
Dit vante Stade
Og meer ei søge i Boldhusgade,
— Det er s’gu stivt!
At Du, som holdt os vort Hus i Skik,
Saa Juletræer vi og Pølser fik
Og Fastestykker og fulde Russer;
Som Punschen brygged
Og Viser trykked,
Kort, som holdt for, naar det kom til Stykket,
Nu gaaer Din Vei; —
Ja, det er haardt, men det værste Stød
Er, at vi Alle en Ven skal miste,
Som, lige trofast i Lyst og Nød,
Man ei kan plukke hver Dag paa Qviste,
Som kunde graane,
Og faae en Maane,
Men aldrig Navn eller Nytte laane
Af et Stakit.
Dog, her i Kredsen om Gammensbord
Har Savn og Smerte jo ingen Stemme.
Det er vor Trøst, at Du gaaer mod Nord,
Og der som her Dig vil finde hjemme;
Fra Norges Klipper
Til Danmarks Vipper
Der gaaer et Baand jo, som aldrig slipper,
Et Broderbaand!
Saa hils deroppe og tak for sidst!
Dit Pas behøve vi ei at tegne,
Du er velkommen, det veed vi vist,
Paa Dine egne og vore Vegne;
At holde a’ Dig,
Gemytligt ta’e Dig
Og trygle Skjemt eller Alvor fra Dig
De lære snart.
Men glem dog over den nye Flok
Ei den, Du her lod paa Bagen sidde!
Naar Du om Vintren har norsket nok,
Kan Du til Sommer herned vel titte;
Da skal Du finde
Ei tabt Dit Minde,
Men holdt i Ære og Agt herinde!
Og nu, Farvel!