Til H. C. Ørsted
(Ved hans Jubilæum i Studenternes Navn.)
(Ved hans Jubilæum i Studenternes Navn.)
I Lysets Glands, i Tonens Klang,
I Legemernes Vrimmel,
I Stormens Flugt, i Stjernens Gang
Paa Nattens dunkle Himmel —
En Sandheds Aand sin Villie skrev,
En Skjønheds Lov fuldkommet blev,
En evig Tanke lever.
Men Aanden speiles vil i Aand,
I Tankens rene Lue,
Og ingen fræk, vanhellig Haand
Tør gribe Skjønheds Bue,
Og Phænomenet kun vil sees
Som Led i Harmoniens Kreds
Af klare Forskerblikke.
Derfor, Naturens ægte Præst!
Saameget Du formaaede:
Derfor Du Lovens Skrift har læst
Og gjettet Væsnets Gaade;
Og derfor under Sphærers Klang
Din Tanke seiersglad sig svang
Til Universets Tinde.
Og derfor i Dit blege Haar
Nu Ærens Smykke hænger;
Derfor Dit Navn saa vide gaaer,
Som Kundskabs Straale trænger.
Lad Slægter ældes, Slægter døe!
Du har udsaaet et evigt Frø,
Som voxe skal og vare.
Din Videns bedste Blomst Du gav
Herhjemme os, de Unge,
Og helst Din Roes Du hører af
Den kjære danske Tunge.
Hil Dig, vor Fader og vor Ven!
Vi bringe Dig vor Tak igjen
Med vore Hjerters Stemme.