Vort Liv er en Flugt mellem Himmel og Jord,
Vor Hu er en Fugl, som stiger og daler:
Snart lytter vort Øre til Sphærernes Chor,
Snart svælger vort Øie blandt Idealer;
Snart hæves vort Bryst
Af Jorderigs Lyst,
Af Kjærligheds bævende Luer;
Snart bænkes vort Lag,
I mægtige Tag
Vi kryste de svulmende Druer.
Dog, medens vi fare saa op og saa ned
Og prøve vor Ungdoms smidige Kræfter,
Et Hjem, bag hvis Væg der er Hvile og Fred,
Vi savne, og tidt vi længes derefter.
Vor Celle er stum:
Dens ensomme Rum
Befolkes af Mismodets Skygger;
Den giver ei Klang,
Naar Hjertet i Sang
Sit Haab og sin Higen udtrykker.
Et virkeligt Hjem kan Studenten ei naae,
Det skænker ham først en elsket Veninde;
Et Telt paa vor flygtige Vei vi opslaae,
Hvor Trøst for vort Savn og Ly vi kan finde,
En Arne, hvis Skin
Opklarer vort Sind,
Hvor Lunet sig legende svinger;
En tonende Sal,
Hvor Glædens Pokal
Harmonisk mod Brødrenes klinger.
Snart reiser af ny sig Studenternes Hjem.
Lavt vorder dets Tag, og Væggene trange;
Men Aanden og Livet skal der voxe frem,
Og der skal vor Stræben Vielsen fange;
Og Musernes Chor
Hos Ydun og Thor
Skal søsterligt der tage Sæde,
Og Nisse og Alf
Med Faunerne halv
Skal dele Symposiets Glæde.