Idag for fem og tyve Aar
Hvor var vi krye og glade!
Da tyktes ingen Nødd os haard,
Og bred nok ingen Gade;
Thi Studiegaardens Politi
Os havde meddelt Pas til fri
Commers og Næringsdrift udi
Athenes Kongerige.
Da var det først, at Nuets Liv
Af evigt Indhold fyldtes,
Mens Fremtids dunkle Perspectiv
Af Haabets Sol forgyldtes;
Da var det først, at Tanken slog
Sin Vinge op og Høiden tog,
Mens Hjertet ud paa Vandring drog
Iblandt de skjønne Qvinder.
Da lod Studenteraanden op
Os sin fidele Verden,
Hvor trygt vi fra Ideens Top
Saae ned paa Smaafolks Færden;
Mens Piben damped, Glasset klang
Og Choret sig mod Himlen svang,
Da voxede den stærke Trang,
Der, Brødre! bandt os sammen.
Men femogtyve Aar forgik
Med mangefold Forandring:
En glemte sagtens Sæd og Skik,
Og Een har endt sin Vandring;
Een boer i Øst og Een i Vest,
Een blev til Degn og Een til Præst,
Og her er kun en lille Rest
Af To og Tyves Russer.
Og dog kan Afstand eller Tid
Ei Aandens Magt beseire;
Thi den det var, som drev os hid,
Dens Fest det er, vi feire.
Og skjønt vel Hver har Plage nok,
Trods bleget Kind og graanet Lok,
Vi dog i gjenforenet Flok
Er unge, krye og glade!