Der er et Ord, et kostbart Ord,
Et elsket Navn,
Som altid lyde skal om Bord,
Og atter tages skal i Chor,
Saa vidt der aabner sig i Nord
En Broderfavn,
Saalænge Danmark har en Mand,
Der deler med sit Fædreland
Dets Savn.
Det Landet er, hvorfor vi stred
Med Sværd i Haand:
Endnu isønder er dets Led,
Endnu det har ei varig Fred,
Endnu der boer bag Eid’rens Bred
En fjendtlig Aand;
Endnu det hænger ikke fast,
Endnu behøves kunstig Bast
Og Baand.
Men Slesvig — det er Danmarks Fod.
Skal fast det staae,
Saa maa med sunde Ledemod
Den fæstes til sin Livsens Rod,
Og Aarer med det samme Blod
I begge gaae,
Og samme Tanke, samme Lov
Fra Øresund til „Danske Skov“
Maa naae.
Nu Femte Junis Sol har kun
Til Nedgang kort;
Men den stod klar i Seirens Stund,
Da Dansken slog af Hjertensgrund,
Og Tydsken lusked som en Hund
Fra Dybbel bort.
Ja, ved det ædle Blod som randt.
Skal Slesvig vorde fuldt og sandt
Til vort!