Carl Ploug (1813–94)

Ak, jeg er bleven fattig, derfor rutter

jeg ikke med Viser og Sonnetter.

De fleste Rhytmer, som jeg sammenfletter,

jeg selv forstemt i Kakkelovnen putter.

Nu slaa ej Timer til, som før Minutter;

hvad jeg har digtet, retter jeg og retter,

indtil det Hele ud jeg modløs sletter;

det er paa Tide, at mit Spil jeg slutter.

Men at jeg bliver taus, Du ikke lider;

Du mig forbyder Lyren bort at hænge;

Du fordrer, at min Vingehest jeg rider.

For Dig jeg gjør, hvad ej jeg gjør for Penge;

for Dig jeg trodsig mod min Afmagt strider.

Du faar det sidste Klimp af mine Strenge.