Sang
ved min Ven, H. Laubs Bryllup
ved min Ven, H. Laubs Bryllup
den 20 Mai 1802.
den 20 Mai 1802.
At Kierligheds Vaar er den favreste Stund,
Er mangen en Ægtemands Klage;
”Ak, sukke de, kort er Henrykkelsens Blund
”Men lange er Trældommens Dage.
”Ved Haabets fortryllende Soelglimt saa froe
”Fremvandrer den Yngling og Pige,
”Let synes dem Løvtet om ukrænket Troe,
”Men snart de det angre, og svige”
O Laub! o Lovise! saa er de forbi,
Jer Kierligheds skiønneste Dage?
I elskte hverandre, var glade og frie,
Herefter I Aaget skal drage!
Forblindede Daarer! I ahne det ei,
Ved Hymens forføriske Kiæde
Bortfiernes I daglig fra rosenstrøet Vei
For tornefuld Stie at betræde.
Ja, Ven, det var vist nok en kostelig Tid,
Da af vort Lycees Kapitaler
Du aarlig saae lønnet din møisomme Flid
Med rene tre hundrede Daler.
Og da ved hver Maaned, som iilte forbi,
Du hørtes tvivlraadig at spørge;
Naar kommer den Tid, da for Brødsorger fri
Jeg kan min Lovise forsørge.
Nei, Held dig o Ven og din udkaarne Viv!
I have nu lagt den tilbage,
Den kiedsomste Tid i vort jordiske Liv,
Forlovelsens prisede Dage.
Ved Haabets Ledsagning herefter I ei
Skal adskilte vandre i Blinde;
Forened herefter paa Kiærligheds Vei
Beskuelsens Glæde I finde.
Ei hensvundne Fryd i Jer landlige Roe
Med Savn vil erindres af Eder;
Fra tyvende Mai attenhundred’ og to
Fremblomstre først ret Eders Glæder.
De blomstre, og modnes, omhegned af Dyd,
Og Torne kun sielden frembryde;
Bestandig tiltage Jer Kierligheds Fryd,
Og stedse fortient I den nyde!
C. Pavels.