1. Under Oehlenschlægers Portræt.
Vor Oldtids Skygger gav han Liv og Glands,
Og Norden prydes ved hans Digterkrands.
2. Til en ung Studerende.
(med Plader og Bue til Klangfigurer, henlagte i en architektonisk Opstilling, som skulde betyde Naturens Tempel, med en Steen for Døren, som indeholdt et Hovedværk over Naturlæren).
En lille Gave jeg Dig byde vil,
Let som vort Selskabs muntre Julespil.
Dog er vor Leeg tidt paa Betydning riig,
Lad Gaven selv den heri være liig!
Først synes den Dig uden anden Dyd,
End træffe Sandsen med en flygtig Lyd,
Der svinder bort af Mindet som en Dunst,
Foruden mindste Gnist af Weises Kunst;
Men indseer Du først ret dens sande Brug,
Du med en ringe Ting, med Støv, med Fnug
Fremkalder i et Nu til Lysets Glands
En mangefold og kunstigt ordnet Dands.
Og mens Du stirrer grundende derpaa,
Et Lys fra Tankens Dyb Dig skal opgaae,
Et Glimt af Verdens skjulte Harmonie
Din videlystne Aand skal see deri.
Og til det Skjønnes underlige Magt
Skal Spiren Dig for Dagen vorde lagt;
Og i et Fremsyn aabenbares Dig,
Hvor Videnskab og Kunst forene sig.
Dog vent ei strax det Alt at blive var —
Ved Granskning gjør dens Løndom aabenbar!
Og sagtnes ikke din begyndte Ild,
Du naaer det ædle Maal, Du stunder til.
Gaae dristigt hen mod Templets høie Dør,
Derinde staaer dens Guddom med sit Slør;
Fra Templets Baggrund gaaer en Straaleglands,
Der træffer billedfuld din aabne Sands.
En vældig Steen er foran Templet lagt;
Den frem for Alt Du hæve uforsagt:
Er denne Steen engang tilfulde Din,
Du trænger let i Helligdommen ind.
3. Til en Digter
med et Speil.
Gode Varsler hvile
Over dette Glar;
Det en Sjæl gjensmile
Trøstig, fri og klar;
Ikke Jordens Vrimmel
Med dens Taageslør,
Phantasiens Himmel
Deri speiles bør.
4. Til en ung Polytechniker
med et Mikroskop.
Sandsen være Tankens Spore,
Tanken laane Sandsen Vaaben;
Saa Naturen staaer Dig aaben,
I det Smaa Du seer det Store.
