Edda
Første Sang.
Første Sang.
Et Sagn fuld værd at høre
Med gamle Runer staaer.
Laaner mig Eders Øre,
Mens jeg Guldharpen slaaer.
Hvad i de mørke Skrifter
Er tegnet om Leeg og Krige
Og Gudernes Bedrifter,
Det vil jeg Eder sige.
Jeg vil ei her fordølge,
Hvad aldrig dølges maa:
Høit over Land og Bølge
Og over Luften blaa,
Der seer man Himlen stande
Med Borge, vældigt klare;
De deres Straaler blande
Med Nattens Stierneskare.
Hartad med Stiernelue
De funkle lifligt der,
Paa Himlens sorte Bue
Kun Jorden lidet nær.
De stærke Straaler kaste
Med selsomt Luespil.
Der boer de Aser faste,
Dem her jeg nævne vil.
Hvad herligst Verden eier
Er samlet i den Hær.
Slet Jordens Fryd opveier
Mod den, som nydes der.
Den største Kraft og Vælde
Blandt dem har sat sig ned;
De lever uden Ælde
I stor Samdrægtighed.
Den største Borg, og bedste,
Er Odin underlagt.
Ham Jordens Helte giæste
I sidste, røde Dragt.
Med Miner saare blide
Han hilser dem saa huld,
Naar de paa Sværdet ride
Til ham fra Jordens Muld.
Asgard hans Borg hin høge
Fra første Arildstid,
Har tvende store Fløye
Dertil en Gaard saa viid;
Fire Taarn’ i Lue
Staaer om den blanke Sal.
Dem kan man ikke skue
Fra Jordens dybe Dal.
Paa Gaardens høire Side
Valhallas Hvælving staaer.
Vyngolf den Sal hin vide,
Naar man til Venstre gaaer.
I Gaarden gaaer i Plade
Einheriarne hen,
De stride, blegne glade
Og lever op igien.
Udi de vide Sale
Staaer Odins gyldne Stoel.
Over Jordens Dale
Den lyser som en Soel.
Der sidder i det Høie
Valhallas ældste Gud.
Kring Jorden der hans Øie
Formaaer at stirre ud.
Med megen Pragt og Ære
Sidder den Herre huld.
Hans Stoel mon drevet være
Udaf hin røde Guld.
Den skinner i det Fierne
Alt med sin blanke Lue,
Ret som den største Stierne
Paa Himlens sorte Bue.
Heel kraftig høit han holder
Sin runde brede Barm;
Med Panden dybt i Folder
Han strækker ud sin Arm.
I Soelskin og i Torden
Han altid rolig blier,
Fra Østen hen mod Norden
Peger hans Jernspir.
Vyngolf er vel i Minde,
Den Sal saa høi og skiøn,
Der sidder Frygg hans Qvinde
Udi sin Dragt saa grøn
En Krands, som Ax forgylde
Hun slynger om sit Liv.
Varm i sin Ungdoms Fylde
Sidder den stolte Viv.
I hendes Vyngolf boe;
Deres Aasyn lyser
Af Dannihed og Roe.
Fylla den Rosenblomme
Alt med sin hvide Haand
Hielper vel Frygg at komme
Udi sit Klædebaand.
Det løse Guldhaar bølger
Om Gna i liflig Duft,
Naar hun sin Frue følger
Rask giennem Ild og Luft.
Udi en Krinds fortrolig
Sidde de Diser stil
I Fryggs skiønne Bolig,
Dem her jeg nævne vil.
Lofna vel værd at skue,
Alt med det ranke Liv,
Hun stiller Vredens Lue,
Hun dæmper Had og Kiv.
Ved den Gudindes Side
Alt med de fagre Haar,
Man skuer Eyr hin blide,
Hun læger Sot og Saar.
I Borgen dybest inde
Der sidder viis og bold
Saga, den gamle Qvinde
Og skriver paa et Skiold
Alt hvad i Verdens Egne
Der skeer af stor Bedrift,
Det seer man hende tegne
Alt med sin Runeskrift.
Hlyna, den Moe hin klare
Foruden Stang og Sværd,
Dog redder hver fra Fare,
Som Frygga haver kiær.
Hun har et venligt Hierte,
Den ranke Vyngolfs Moe;
Hun lader alskens Smerte
Forgaae, ja brat hendøe.
Snotra den fagre Blomme
Har et heel lifligt Syn.
Hun lader Glæden komme
Snar som sit Øies Lyn.
Heel skiemtsom i sin Tale
Er hun, og snild i Ord.
Fra Fryggas lyse Sale
Hun bringer Klogt til Jord.
Alt paa hin blanke Skive,
Af fiint og slebent Staal,
Staaer Varas Blik heel stive,
Hun seer hver Idræts Maal.
Hun med sit Blik kan følge
Hver Daad, hun alting veed.
Man intet kan fordølge,
Hun hører hver en Eed.
Naar Valhals lyse Helte,
Hver tapper, saasom Thor,
Har løst sit Sværd fra Belte
Og sat sig rundt om Bord,
Da flux de Dyser træde
Fra Vyngolfs Sal med Iil,
I Valhal ind og glæde
De Helte med et Smiil.
Derpaa med megen Ære
De sydsler overalt;
Selv kommer Frygg at skiære
Sæhrimner for, den Galt.
Mens rundt om Egebænke
Man seer hver Dysa huld
For Helten Miød at skiænke
I dybe Horn af Guld.
De Kiemper Haand at hæve
Til Braden da man seer;
Men naar ei meer de kræve,
Og ingen tørster meer,
Da ud af Runeskrifter,
Som Saga sammenskrev,
Oplæses de Bedrifter
Hver Helt i Livet drev.
Derpaa de sig iføre
Igien de Brynier blaa,
Fem hundred’ aabne Dørre
Og fyrgetyve staa.
Da skinner blanke Plader.
Hver Dør modtager der
Vel otte hundred’ Rader;
Saa mange Mænd i hver!
Men ei hvor Sværdet blinker
Kun glædes Heltens Aand.
Selv Freya tit ham vinker
Med hvide Lilliehaand.
Valhalla Kiempen kræver,
Som lod kun Kampens Røst.
Men Freya Helten haver
Som kiendte Elskovs Lyst.
Folkvangurs bedste Eye
Er hun, den Drotning blid.
Midt paa et Blomsterleye
Hun blusser rank og høid.
Saa smækker, som en Vidie
Hun aander elskovsvarm.
Hun er saa smal i Midie
Hun er saa fuld om Barm.
Hun har to runde Hænder,
En Rose vel i hver.
De tvende Roser brænder
Med et livsaligt Skiær,
De lugter altid søde
I hendes klare Hiem,
Aftens og Morgenrøde
Faae deres Lys fra dem.
Hun læger alskens Vaande
Saa huld i Siel og Siind,
Hendes varme Aande
Er Jordens Foraarsvind.
Hver Morgen hendes Øie
Man seer i Taarer staae,
De synke fra det Høie,
Som Dug paa Blomster smaae.
Hun har to Møer blide
Siofna dertil vel Hnos,
Ad deres Skuldre hvide
Nedstyrter Isens Fos.
Frugtbarheds Gudinde
Er Hnos det klare Lys.
Siofna den hulde Qvinde
Er Søvnens milde Dys.
Blaa Ædelstene dækker
Den skiønne Freyas Sal.
Blandt høie Rosenhækker
Den stander i en Dal.
Snehvide Svaner seiler
Rundtom i Borgens Søe.
Der kommer hver trofast Beiler,
Dertil hver trofast Moe.
Man kan den Borg fra Jorden
Heel lavt paa Himlen see.
Den glæder hele Norden
Ved med sit Skiær at lee.
Ved Aftenstid den smiler
Til Vaarens Blomsterkrat,
Saa slukkes den og iler
Ned i den mørke Nat.
Det melder en gammel Sanger,
Hvad nu I høre faaer:
Et Land er nævnt Trudvanger
Deri en Hofgaard staaer.
Dens Lofte paa Piller ruge,
Af Sale er Huset fuld,
Fem hundred’ og fyrgetiuge,
Og vel beklædt med Guld.
Søer og grønne Volde
Er trindt om Gaarden lagt;
Med kobberrøde Skiolde
Er hele Huset takt.
Det Kobber kan man skue
Fra Jordens dybe Dal,
Imellem Valhals Lue
Og Freyas lyse Sal.
Der boer den Gud for Krige,
Den stærke Asa-Thor.
Næst Odin kan man sige
Er han meest høi og stor.
Han styrker vakkre Helte
Alt med sin Manddoms Aand.
Om Lænd han har et Belte,
Staalhandske paa sin Haand.
Miølner hans tunge Hammer
Er dog hans bedste Skat:
Hvorhelst med den han rammer
Der følger Døden brat.
Naar Beltet han griber efter
Og giorder om sin Lænd,
Da voxe svart hans Krafter
Vel fremfor alle Mænd.
Naar Jordens Sønner stride
Da er han altid nær;
Med Tyr tæt ved sin Side;
Den Gud eenhaandet er;
Men derfor Kamp ei trætter
Hans Haand, den hader Roe.
Han giør med den Idrætter,
Som ingen Mand med To.
Han kan vel Kiemper fælde
Og brat udøse Blod;
Som Thor har Kraft og Vælde,
Han Vildhed har og Mod.
Han mangen Daad har fristet
I Kampens Tordenskrald.
Hvordan sin Haand han misted
I snarlig høre skal.
De tappre Aser følge
Hen giennem Ild og Snee,
Og over Land og Bølge
Valkyrierne tree.
De gaaer i Vaabenskraldet
Med kampbegierlig Aand;
Den ældste, Rota kaldet,
Har Døden i sin Haand.
Den Helt hun vil betegne
Midt i den favre Strid,
Han maa for Sværdet segne
Saa blodig og saa hvid.
De andre to ham bringer
Ved Morgenrødens Skiær
Paa stærke Ørnevinger
Til Odins Herja-Hær.
Heel mange Borge faste
Staaer over Himlens Bue.
Breidabliks Straaler kaste
Fra sig en hvidlig Lue.
Der boer den fromme Balder,
Gud Odins yngste Søn.
Saa guul hans Lok nedfalder,
Han er saa saare skiøn.
Hans Sal er puur tilskue
Den er saa blank og reen.
Sine hvide Bryne
Han rynker saare seen.
Ham offres Blomster hvide
Og hver en venlig Urt,
Den Gud saa vel kan lide
Hver der er reent og puurt.
Høit Noathun med Graner
Staaer vel fra Arilds Tider
Gud Niord, den stærke Vaner,
Derfra paa Stormen rider.
Han styrer diervt dens Tømme
For Aser her han boer,
Thi Stormens Herredømme
Bestandig var i Nord.
Skade den Herres Qvinde
Hader al stille Roe.
Hun kan sig ikke finde
I lune Borg at boe.
Ni Nætter rask hun iler
Paa Field med Ski paa Fod;
Naar Nætter tre hun hviler
Blid hos sin Husbond god.
Helst sidder Braga ude.
Dybt i en Klippe-Hal.
Han slaaer Guldharpen prude,
Den unge, stærke Skiald.
Saa sødt de Blomster lugter
I Sangens blide Hiem.
Han tryller gyldne Frugter
Paa Træets Grene frem.
Ydun saa kielent sukker,
Den Herres Qvinde huld.
Den modne Frugt hun plukker
Udi et Kar af Guld.
Heel blye med røde Kinder
Hun byder dem enhver.
Al Alderdom forsvinder
Ved dem fra Asers Hær.
Den milde skiønne Balder
Har en velvoxen Søn,
Forsete man ham kalder,
Han har en Borg saa skiøn.
Der han sin Dom afsiger
Og giver kloge Bud,
Heel gierne han forliger
Heimdal ham vel paaslægter,
Den unge Gud saa fro.
Han er de Asers Vægter,
Høit paa Regnbuens Broe.
Syv Møer ham monne føde
Og lod ham Skiønhed arve;
De monne deiligt gløde
Hver i sin egen Farve.
Hødur dertil vel Vale
Er i bestandig Strid;
De har to høie Sale,
Een sort, en anden hvid.
Hødur er skuml at skue,
Som Nattens Mørke er;
Vale staaer kiæk i Lue,
Med Dagens Flammespær.
Heel flere Borge stærke
Rundt om paa Himlen staae;
I lyse Pandsersærke
De milde Guder gaae.
Hver Gud og hver Gudinde
Har fast sit eget Slot.
Dog meest de sig indfinde
Hos Asgards vise Drot.
Der samles høie Guder
Vel baade Nat og Dag.
Ask Ygdrasil udluder
Over det blanke Tag.
Det Træ er faurt tilskue,
Det breder sig vidt omkring;
Under dets grønne Bue
Har Valhals Guder Thing.
Hen forbi Asken skyder
En Flod sig, klar at see,
Hvor blaa dens Væld udbryder
Sidde de Norner tree.
De Qvinder aldrig sove
Blandt Blomsterkrat og Siv,
De læser i lysen Vove
Hver Mands og Qvindes Liv.
Den Ask, det kan man sige,
Er Verdens Hierte fast;
Den haver ei sin Lige,
Den Himlens høie Mast.
Heidrun dens Blade bryder,
En Geed saa silkeblød;
Af Gedens Bryster flyder
Valhallas brune Miød.
Paa Kiempefaders Bolig
Den Hiort Eikthirner staaer
Og nipper Løvet rolig,
Som hen paa Taget slaaer.
Ud af dens Yver springer
Ud i en bundløs Grav
Det Vand, som Stormen tvinger
Igiennem Jordens Hav.
Tree Rødder vidt sig rækker
Fra Asken, langt de groe.
Den ene did sig strækker,
Den anden langt med Vælde
Til Helas Sal gaaer frem,
Den tredie til de Fielde,
Som ere Jetters Hiem.
Af Aser overvundet,
Fra Dagens Lys forstødt,
Til Biergets Mørke bundet,
Hvor alt er koldt og dødt,
Utgardelok i Lænker,
Den Jetters fule Drot,
Paa Hevn der evig tænker
Udi sit Fængsels-Slot.
For Aserne at hade
Han lever end forvist,
Han pønser kun paa Skade,
Og evig Argelist;
At atter han kan fange
Sit gamle Herredom,
Han synger Tryllesange
Og kaster Runer om.
Den værste Daad man hørte
Af ham, i Ondskab stærk,
Var det at han forførte
As-Lok’ til Elskovsværk;
At med en Jetteqvinde
Han sig forglemte slet
I Hulen dybest inde,
Og avled’ Kiempeæt.
Tree Børn hun mon undfange
Og satte dem paa Jord;
Den ene var en Slange,
Forgiftig, kiempestor.
En Ulv, som ingensinde,
Det andet Foster var;
Det tredie var en Qvinde
Blaahvid, uhyre svar.
Da blussed’ som en Lue
Af Fryd den onde Drot.
Han tænkte: De skal kue
As Odin i sit Slot!
Men snart hans Haab begraved
Den stærke Asa-Thor,
Han vandt den Orm i Havet,
Trindt om den runde Jord.
Odin den vise Herre,
Da han den Qvinde saae,
Brat hendes Magt mon spærre
Og kasted Runer smaa.
Han mon ei længe tøve
Han satte hende hen,
Hvor hun sin Kunst mon øve
I Straf mod rædde Mænd.
Han løb med Hungers Raab.
Da den endnu var liden,
Da var den ei til Hinder;
Men som den voxte siden,
Da blegned de Gudinder.
Dens Kraft sig grumt forøgte
Dens Magt tog Overhaand,
Da Valhals Guder søgte
At lægge den i Baand.
Men intet Baand og Lænke
De stærke Sener bandt.
Det monne de Aser krænke,
Thi paa et Raad de fandt.
De sendte til de Dverge
Saa kunstig’ og saa smaae,
Som boer i lave Bierge,
Og snildt med Hamre slaae.
De monne snarlig smedde,
Alt under hin sorte Jord,
Saa understærk en Kiede,
Blød som en Silkesnor.
Den var til Hielp i Vaande
Heel kunstig sammenknyt.
Af alle Fiskes Aande
Og alle Fugles Spyt,
Af Smæk ved Kattens Fødder,
Af Skieg paa Qvinden seig,
Af Biergets dybe Rødder,
Af Biornens Sene seig.
Da nu man Ulven vilde
Indsnære i dette Baand,
Da troede han dem ilde,
Hans Tvivl tog overhaand:
Han sagde: Hvad kan det baade
At bryde saa tynd en Traad?
I vil mig vist forraade,
Alt ved saa sledsk en Daad.
For nu dens Tvivl at dæmpe
Lagde den Helt i Drab,
Gud Tyr den Valhals Kiempe
Sin Haand i Ulvens Gab.
Da loe i Pantsersærke
De Guder med listig Aand,
Kun ikke Tyr, hin stærke,
Han mist’ sin høire Haand!
Da nu de Jetters Fyrste
Alt Haab forsvundet saae,
Da steeg hans Haar i Børste,
Da blev hans Læber blaae;
Af Harm han qvær mon daane,
Da var hans Stræben kun
De Guder at forhaane
I mørke Midnatsstund.
Thi drog han til den Ende
Til Upsals Helligdom;
Han slukte Offrets Brænde
Og rev de Altre om.
Dem slog han ned for Fod,
Og drak af Hovedpande
Det fromme, lunkne Blod.
Høit, høit paa Upsals Fielde
Et vældigt Slot mon staae,
Der Freyer boer med Vælde,
Omslungt af Skyen graae.
Den Asa, fra det Høie,
Der fast har sat sig ned,
At nær han har for Øie
Al Jordens Frugtbarhed.
Han efter Hevn mon tørste
Ved slig en Niddingsfærd;
Med sit uhyre Sværd.
Dybt han til Biergets Lue
Den onde Jøthun slog.
Derpaa ad Bifrost-Bue
Til Asgard Freyer jog.
Da Odin brat erfared
Den fule Idræt nu,
Da snarlig aabenbared
Sig Vreden i hans Hu.
I Hast han sammenkaldte
De Aser til et Raad,
Og lydeligt fortalte
Utgardelokes Daad.
Da nu de Aser hørte
Den Kiempes onde Spil,
Sig deres Indvold rørte
Og deres Blik blev Ild.
Enhver af Hevn mon tørste
Ved hvad der nys var hændt,
Til Jøthunheims Fyrste
Han bad at vorde sendt.
Da sagde Hlidskialfs Fader
Heel sindig saa med Skiel:
At I den Jøthun hader,
Mig tykkes saare vel;
Thi vil jeg til den Ende
Før næste Hundeglam
Min Svend Hermoder sende:
Med Ord at tugte ham.
Da monne Aaren voxe
Paa Tyr, i Panden stor.
Han raabte, liig en Oxe,
Der støder Horn mod Jord:
Skal usle Jettekiempe
Mod høie Guder feide?
Og Guder Vreden dæmpe,
Og kun med Ord bebreide?
Ha vise Seierfader!
Send mig paa hurtig Fod;
Min Biornehud jeg bader
Da snart i Jette-Blod.
Jeg ham i Bierget knuger
Ret efter Kiempeskik,
At aldrig meer han suger
Af Mænd den røde Drik.
Da med sin hvide Isse
Gud Odin rysted blid,
Han sagde: Søn, tilvisse
Du est en Tyr i Strid!
Men udi Raad at give
Ved Asken Ydrasil
Maa du tilbage blive,
Thi skalst du tie still.
Jeg skuer dybt i Tiden
Mig Mimer venlig er.
Dog er min Kundskab liden
Om onde Jettehær.
Den er i Fieldet døvet,
Men den at dræbe reent,
Det har vi ofte prøvet
Fuldsore dog vel seent!
Et ringe Liv de leve,
Vi et fast hevnet alt.
I Biergene de bleve
Ret som tildøde qvalt.
Af Harme fast de revne,
Kan dog ei vorde frie.
Vanmægtigt de sig hevne
Ved frugtløst Raserie.
Thi vil jeg fra mit Rige
Først sende did en Gud
Som dem med Fynd kan sige
Mit Ord, mit stærke Bud,
At de skal stille fare
Udi den skumle Vraa,
Hvis ei den Asa-Skare
Mod dem skal atter gaae.
Hvo nu, I kiekke Sønner
Vil helst den Daad udføre,
Hans ærefulde Bønner
Jeg faderlig vil høre.
for Odin: Tyr og Thor
Hermoder, Asa-Loke,
Heimdal, Forset og Niord.
De Guder brat mon haste
Dog fremmest vandred Thor,
Da bad dem Odin kaste
Guldtavel over Bord.
Men først om trende Dage
Bestemte han den Tid,
At ingen skulde drage
Med Harm tilsindet did.
Til Bords da hver sig satte
Med Higen i sit Sind.
Thors Tanker var saa bratte,
Han støtted Haand mod Kind.
Man saae ham længe grunde
Den Herre tænkte paa,
Hvorledes bedst han kunde
Den Jøthun straffet faae.
Den asianske Herre
Med staalbeklædte Bryst
Tit spænder for sin Kærre,
Har til at age Lyst.
De Bukke frem han kalder
Ud af den lune Stald.
Naar Kærren vældigt gialder
Det kaldes Tordenskrald.
Der er vel Loke nævnet
Blandt asianske Mænd,
Som ofte did er stævnet
For Asketræet hen,
Dannis er han tilsyne,
Men Falskhed er hans Skik,
Under hans Øienbryne
Har han et listigt Blik.
Stor Snildhed er ham skiænket.
De asianske Mænd
Haver han ofte krænket
Og frydet tit igien.
Heel pyntelig i Tale
Er han, og snild i Ord.
Han sad i Odins Sale
Paa Bænk med Asa-Thor.
De hvide Valhals Piger
Med Kinden rosenrød,
Da rakte hver en Kriger
En Drik saa saare sød.
De største Horn udslukke
De understærke Mænd.
Thor ledte sine Bukke
Da brat for Kærren hen.
Med Søm han fast mon nagle
Guldskoe til haarde Hov.
Selen fra lette Skagle
Han fæst om stærke Bov.
Tog saa i Haand sin Hammer
Bød Loke fare med.
Der gnistred Ild og Flammer,
Saa hart de foer afsted.
Øhlenslæger.