Du aldrig vil elske? til Stella jeg taled
en Morgen i Vaar, da jeg hos hende sad,
mens Solen steeg op over Hækken, og maled
med Purpur i Duggen hvert skielvende Blad.
Nei, svared hun, aldrig; thi Elskov er Tant;
som Duggen, som Morgenens Purpur den svinder;
og naar den er svundet, den sørgeligt minder
kun om, at den svandt!
Du aldrig vil elske? til Stella jeg taled,
en Middag i Sommer, da trætte vi sad
i kiølige Grotte, mens Ildkuglen praled
paa Himlen, og brændte det visnende Blad.
Du aldrig vil elske? skal Kierlighed du
liig Solen, fortære et Hierte, som brænder?
hun rødmed, og stammed, og vred sine Hænder,
og sukkede: Ja!
Du aldrig vil elske? til Stella jeg taled,
en Aften ved Hytten i guldfagre Høst,
da Solen saa rød under Bølgerne daled,
og smilte til Stellas ømt bævende Bryst.
Fortryller Naturens Velgierning dig ei?
og dog du dens herligste Glæde forskyder.
O fryd dig ved den, som utallige fryder!
Hun sukkede: Nei!
Du aldrig vil elske? til Stella jeg taled,
en Midnat i Vinter, mens ene vi sad
saa taust ved Kaminen, da Maanen opmaled
i Vinduets Rimens udfoldede Blad.
Saa nægtes mig altsaa den salige Lyst
at henvandre Livet med dig ved min Side,
til Alderens Snee farver Lokkerne hvide!
Hun sank til mit Bryst.
Øhlenslæger.