Solo.
Glæde, Lynglimt fra det Höie,
Mö, som blid fra Himlen kom,
Ild opfunkler Stövets Öie
I din lyse Helligdom.
Huld din Troldom sammenbinder
Alt hvad Fordom söndersled;
Hyrden Ven i Fyrsten finder,
Hvor fra Gud du svæver ned.
Tutti.
Favn mod Favn, i Millioner,
Broderligt hvert Hierte slaae!
Over Himlens Stierneblaa
Vist en kierlig Fader troner.
Solo.
Hvo det store Held ei savner,
Varmt at kaldes Vennens Ven;
Hvo, som ömt en Hustru favner,
Juble Tak mod Himmelen!
Ja, selv den, som kun kan sige:
„Een der var som elskte mig.“
Hvo, som ei det kan, han snige
Haablös bort med Taarer sig!
Tutti.
Jordens vidtudstrakte Zoner
Hylder Glædens Sympathie!
Ved dens Guddom hæves vi,
Hvor den Ubekiendte troner.
Solo.
Glæde drikker Jordens Klode
Ved, Natur! dit Moderbryst,
Alle Onde, alle Gode
Gaae din Rosenvei med Lyst.
Kys, hun skiænker os, og Druer,
Og en Barm som kierligt slaaer,
Ormen fryder Sandsers Luer
Og for Gud Cheruben staaer.
Tutti.
I nedstyrte, Millioner!
Ahner Du en Skaber, Jord?
Sög ham over Stierners Chor?
Over Stierner vist han troner.
Solo.
Glæden er en Fier, som spænder
Höit den evige Natur.
Glæde, Glæde Hiuler vender
I det store Verdens Uhr;
Blomstret den af Knoppen hyller,
Sole paa det hvalte Blaa;
Sphærer den i Rummet tryller
Som vort Öie aldrig saae.
Tutti.
Froe, som Almagts Sole glide
Evigt giennem Himmelen,
Som en Helt til Seieren,
Freidigt I ad Banen skride!
Solo.
Sandheds Ildspeil giennembæver
Tænkeren med Glædens Blink.
Pligtens Ven hun kierligt hæver
Op paa Dydens steile Brink.
Höit paa Troens Solbierg luer
Hendes Banner flagrende;
Giennem sprængte Grav Du skuer,
Hende höit blandt Englene.
Tutti.
Taaler modigt Stövets Sönner!
For er Liv af mere Værd;
Hisset over Stierners Hær
En retfærdig Gud belönner.
Duetto.
Stöv kan Guder ei giengielde;
Stort at ligne dem i Dyd.
Armod, Kummer, Smertens Vælde
Viger Glædens höie Fryd.
Nag og Harme skal forsvinde
At tilgive Himlen böd.
Fred med vores værste Fiende,
Ei vi glædes ved hans Nöd.
Tutti.
Ja, vort Regnebræt! Du blive
Evig, evig slettet ud!
Brödre! hist tilgiver Gud,
Som vi tilgive.
Solo.
Glæde sprudler i Pokaler;
Og i Druens Purpurblod
Drikker Blidhed Kannibaler,
Og Forsagthed Heltemod.
Glade vi fra Bænken ile,
Glasset höit i höire Haand!
Vinen blid mod Himlen smile!
Förste Skaal: den gode Aand!
Tutti.
Ham, som hist Serapher ære,
Ham, som höit ophöiet er
Over blanke Stierners Hær,
Denne Skaal ham offret være!
Solo.
Mod, naar Kummer overvælder!
Evighed for hvad Du svor!
Hielp, hvor Uskyld Taarer fælder!
Sandhed mod den hele Jord;
Mandig Stolthed, selv for Troner,
Om den ogsaa fælder Dig!
Dyd, Forædling sine Kroner!
Undergang for Last og vig!
Tutti.
Bryst mod Bryst! ved Glædens Druer
Troskab sværge vi vor Eed,
Og ved ham, som smiler ned
Hist fra Himlens hvalte Buer.